DR Big Band og Jazz6000 fejrer 50-året for udgivelsen af Miles Davis’ legendariske album ”Bitches Brew”, der ændrede jazzen for altid.
I foråret 1970 udkom Miles Davis’ album Bitches Brew på det legendariske selskab Columbia Records, og med ét slag fik jazzen helt nyt liv. Det fejrer Jazz6000 ved en Vinterjazzkoncert på Godset, oplyser Jazz6000 i en pressemeddelelse.
Den verdensberømte, amerikanske jazztrompetist Miles Davis, der døde i 1991 kun 65 år gammel, nåede at gæste Danmark adskillige gange fra midten af 50-erne og fremefter – i lighed med mange andre udenlandske jazzikoner på den tid. Hans sidste optræden på danske jord var på Midtfynsfestivalen i Ringe i 1989. Miles Davis var banebrydende på sit instrument og blev foregangsmand for den såkaldte cool jazz-stil. I 1959 udgav han et andet legendarisk album, Kind og Blue, der også blev en klassiker.
I slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne var Miles Davis blandt pionererne i elektrificeringen af jazzmusikken, bl.a. ved at benytte el-guitar, el-bas og el-klaver i sit orkester, samtidig med at han blev påvirket af stil-elementer fra rockmusikken.
Albummet Bitches Brew udvidede jazzens univers med sin mørke, eksperimenterende lyd, vilde improvisationer og rock-inspirerede rytmer– og nåede samtidig ud til et stort, nyt publikum. Udgivelsen blev Miles Davis’ bedst sælgende album nogensinde, og samtlige musikere på pladen fik efterfølgende stjernestatus og imponerende solokarrierer.
Med denne koncert på Godset, hylder DR Big Band og tre stærke gæstekunstnere det musikalske ”Big Bang”, som fandt sted med udgivelsen af Bitches Brew. De forsøger ikke at gengive de enkelte numre, men fanger ånden og stemningen på det ikoniske album og improviserer videre i samme sprængfarlige musikalske grænseland.
I spidsen for projektet står komponist og pianist Søren Møller, som har arrangeret og nyfortolket Miles Davis’ berømte milepæl specielt til DR Big Band. Og som selvskrevne frontfigurer i en nordisk Miles Davis-hyldest har bigbandet hyret to af vores allerstørste jazztrompetister – nemlig danske Palle Mikkelborg, hvis kompositoriske virke kulminerede i 1984 med mesterværket Aura skrevet til Miles Davis, da denne modtog Sonning Prisen i København.
I januar 1985 indspillede Mikkelborg værket med DR Big Band og Miles Davis selv som hovedsolist. Norske Arve Henriksen, der også står i musikalsk gæld til Miles Davis, er et ikon inden for norsk avantgarde-jazz med en særegen og original trompetlyd. Han har modtaget adskillige prestigefyldte priser og udgivet mange albums – både solo og i samarbejde med andre jazzmusikere. Med på percussion ingen ringere end Mariyn Mazur.
Man skal være hurtig til at sikre sig en billet på www.jazz6000.dk, hvis man ikke vil gå glip af denne enestående chance for at opleve hyldestkoncerten med vores fantastiske DR Big Band to af de allerbedste trompetekvilibrister på den nordiske jazzhimmel. Koncerten finder sted torsdag den 27. februar klokken 20 på Godset i Kolding.