Lisbet Dahl giver foredrag i Kolding.
Det bliver med garanti ikke kedeligt at være til stede, når skuespiller Lisbet Dahl tirsdag den 25. februar gæster Volkerts Fylke i Kolding for at holde foredrag med udgangspunkt i sin nye bog med titlen ”Undskyld jeg blander mig”.
Hun vil blandt andet komme ind på, hvordan det er at have passeret de 70 år.
– I bund og grund er jeg et lykkeligt menneske, som har prøvet meget. Men det er første gang, jeg prøver at blive gammel, så det er mange nye ting, jeg skal vænne mig til. At blive gammel er slet ikke så enkelt, som jeg troede, lyder det storsmilende fra Lisbet Dahl.
Netop den humoristiske måde at anskue tilværelsen på, er typisk for Lisbet Dahl. Derfor passer det hende også godt, at hun til stadig bliver bedt om at komme rundt i landet for at holde foredrag. Det kan hun godt li´.
I over 50 år har den kendte skuespiller stået på scenen, og her har hun i den grad styr på tingene. Noget andet er privatlivet, som på mange måder har været utraditionel, og det emne vil hendes foredrag især berøre. Der er tale om et medrivende og underholdende foredrag, hvor Lisbet Dahl ikke skjuler noget om alle de op- og nedture, livet har budt på.
Det helt store spørgsmål i forbindelse med Lisbet Dahls gæstevisit i Kolding er, om det er tale om et foredrag. Spørger man hende selv, lyder svaret: ”Det er et one-woman-show”, og det er nok meget rammende, for ingen skal være i tvivl om, at humor fylder meget i hendes liv. Samtidig slår hun dog også fast, at det er vigtigt at lytte til sin indre stemme, for livet er ikke lutter lagkage.
Det er Hospitalsklovne Trekantsområdet, som i samarbejde med Volkerts Fylke, henter Lisbet Dahl til Kolding. Billetsalget foregår via www.nembillet.dk og telefon 6545 5859.