Kommunens økonomiske opbremsning ser ud til at virke.
Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen (V), glæder sig over, at det er lykkedes for kommunen allerede på nuværende tidspunkt at nedbringe underskuddet på driften markant:
– Og jo mindre vores eget underskud er, jo mindre skal vi betale i dummebøde til staten. Hver gang vi nedbringer underskuddet med en mio. kroner slipper vi for en dummebøde på 600.000 kroner, forklarer Jørn Pedersen i en pressemeddelelse, som kommunen har sendt ud.
Dummebøder kaldes den afgift der skal betales til staten, når kommuner overskrider driftsudgifterne i forhold til den beløbsramme, der er aftalt mellem staten og Kommunernes Landsforening.
Borgmesteren siger videre i pressemeddelelsen, at opbremsningen i Kolding Kommunes økonomi, som begyndte før sommerferien, nu ser ud til at virke. Opskriften har været indkøbs- og projektstop:
– Uden opbremsningen i 2019 havde udgangspunktet for 2020 set værre ud. Derfor er de igangsatte besparelser for næste år stadig nødvendige for at budgettet ikke skrider igen, siger han.
Jørn Pedersen siger videre, trods besparelserne kan ses på fakta, at Kolding stadig har et højt serviceniveau på en række områder:
– Men selv om vi er nået langt med opbremsningen, er vi nødt til at fastholde fokus i 2020. Det betyder, at vi ikke bare kan bruge løs de næste år, forklarer han videre.
Alle seks partier i byrådet står bag opbremsningen i økonomien, men ikke alle delelementer i den endelige opbremsning har alle partiers opbakning, hedder det pressemeddelelsen fra kommunen.