En underskrift på skødet, nøgler, der skifter hænder, og et liv, der skal pakkes sammen.
Efter flere forsøg kan den folkekære skuespiller Tommy Kenter nu vinke farvel til Nærum og sin stråtækte villa: boligen er nemlig just blevet solgt, skriver boligsitet Boliga.dk.
Kenter købte det 200 kvadratmeter store hus i den københavnske forstad for 7.650.000 kroner tilbage i 2008. Og nu – mere end et årti efter – har skuespilleren altså sluppet adressen igen for lige præcis 7,4 millioner kroner.
Det giver en salgskvadratmeterpris på lige over 37.185 kroner. Hvilket ifølge tal fra Boliga.dk er en smule over den gennemsnitlige kvadratmeterpriser for villaer i Nærum, der i første halvår lød på godt 34.600 kroner pr. kvadratmeter.
Tommy Kenter fortalte i efteråret i et interview med ALT.dk, at huset, der ligger på en naturgrund ud til Jægersborg Hegn, skulle sælges, fordi han og kæresten Janne havde et ønske om at bo sammen i København.
Tredje gang er lykkens gang
Det er ikke første gang, at Tommy Kenter har haft det stråtækte hus til salg: i første omgang blev det tilbage i efteråret 2018 udbudt til salg for 8.250.000 kroner.
Efter et par måneder blev prisen dog nedjusteret med 755.000 kroner, før villaen blev taget af markedet i foråret 2019. Men tredje gang skulle vise sig at være lykkens gang: For efter en kort tur på markedet i sommer kom huset igen til salg her i efteråret – stadig til de knap 7,5 millioner kroner.
Denne gang fik det dog kun lov til at ligge til salg i lidt over en måned, før ejendommen blev handlet: Præcis 43 dage oplyser ejendomsmægler Alexander Nielsen fra Danbolig Holte, der solgte boligen.
Tommy Kenter er nok især kendt i den bredde befolkning for sine roller i tv-serierne Rita og Hånd i Hånd, samt hovedrollen i filmen Lad isbjørnene danse – en præstation han vandt både en Bodil og en Robert for i 1991.
Desuden har Kenter slået sin folder på de skrå brædder i den danske teaterverden, hvor han også for øjeblikket er aktuel i musicalen “Spillemand på en tagryg” på Det Ny Teater.