Kolding Netavis

Medaljer til kæmpere fra Kolding

Privatfoto.

To guld, en sølv og en bronze til to kæmpere hos Asia Sport Center til weekendens mesterskaber i Næstved Arena.

Mariana B Cartuliares, Sensei kom hjem med to gange guld i kobudo. En i kategorien kort våben og en i lang våben. Derudover vandt Mariana også bronze i karate i kategorien kata for højest graduerede. I kata-kategorien for de lavere graduerede vandt Tina Bladbjerg sølv.

Kata i karate var inddelt i to kategorier. Kata er kampe uden synlig modstander, hvor udøveren skal vise en række tekniske karateøvelser i en fast serie.

I kategorien for lavest graduerede deltog Tina Bladbjerg og var dermed den første fra Asia Sport Center på gulvet. Tina kæmpede godt, lavede nogle gode kataer, men i finalen tabte hun og sikrede sig dermed en 2. plads.

I kata for højt graduerede kæmpede Anna Mette Byg Kramer og Mariana B Cartuliares Sensei. Her var flere virkelig dygtige kæmpere, så Anna Mette og Mariana gav den fuld gas og lavede utrolig flotte og overbevisende kataer. De endte begge med at tabe til sølv og guldvinderen, så i sidste kamp skulle de to mødes og kæmpe om henholdsvis 3. og 4. pladsen. Efter to flotte kataer blev Mariana kåret som vinder og sikrede sig bronze, mens Anna Mette fik en flot 4. plads.

I kobudo deltog Flemming Bundesen 2. kyu og Mariana B Cartuliares 2. Dan. Begge deltog i kategorierne for hhv. kort og lang våben.

I kort våben viste Flemming en flot og helt ny kata med Sai. Den rakte desværre ikke til en 2. runde. Mariana kæmpede sig til to placeringer som nr. 2 i de to indledende runder, først med Tonfa herefter med Sai. I sidste og afgørende runde vandt hun kategorien med en flot præstation med Sai og sikrede sig dermed guld.

For lang våben havde både Flemming og Mariana valgt at kæmpe med Bo. I den indledende runde med 22 deltagere nåede Flemming med en flot præstation netop under point-grænsen, der sikrede de 8 bedste kæmpere en plads i 2. runde. Mariana kæmpede godt og med en placering i toppen for de to første runder kæmpede hun sig til en flot sejer i 3. runde og vandt dermed sin anden 1. plads i kobudo til stævnet.

Se billederne nedenunder…

Tagget med:
Del denne artikel