Kolding Netavis

Lena og Frederik tager DM-guld

Lena Hahn Atzen og Frederik Dahl Kehlet er Danmarks bedste elever inden for henholdsvis tjenerfaget og mediegrafikerfaget. Foto: Hansenberg.

Tjenerelev Lena Hahn Atzen og mediegrafikerelev Frederik Dahl Kehlet fra erhvervsskolen Hansenberg i Kolding er vindere af DM i Skills 2022 i Høng.

De har været oppe mod landets bedste elever inden for netop deres fag, men lørdag eftermiddag løb to af erhvervsskolen Hansenbergs hårdtarbejdende talenter med guldet ved DM i Skills 2022.

Det var nemlig tjenerelev Lena Hahn Atzen og mediegrafikerelev Frederik Dahl Kehlet, som til stor jubel i festteltet i Høng blev kaldt op til scenen for at modtage de flotte DM-trofæer, oplyser Hansenberg.

Og det er to meget rørte elever, der nu prøver at sætte ord på, hvad en DM-titel betyder for dem:

-Jeg er så glad. Målet var at nå i finalen. Så det er vildt at være oppe imod så mange dygtige tjenerelever – og så vinde. Jeg har lyst til at eksplodere som et konfettirør, siger Lena Hahn Atzen, der er i lære på Molskroen i Ebeltoft.

-Det er sindssygt. Ubeskriveligt. Jeg havde slet ikke regnet med det. Den her titel betyder alt. Der ligger flere års uddannelse og hårdt arbejde – samt et halvt års konstant træning mod netop DM i Skills – bag, forklarer Frederik Dahl Kehlet.

Opgaver på stribe

Han er i lære ved Forsvaret på Ryes Kaserne i Fredericia, og i de seneste måneder har han trænet ved at kigge på tidligere års Skills-opgaver – og løst dem. Typisk får deltagerne en case – en virksomhed – som de skal løse en lang række opgaver for. Det kan være design af en plakat, emballage, en app eller en video.

I år var temaet Tour de France – der i år kommer igennem Kalundborg Kommune – og mediegrafikerne skulle i løbet af tre dage løse seks separate opgaver. Deriblandt at designe en holdtrøje til et af holdene og lave en teaser til tv.

-Det er gået over al forventning, selv om vi ikke har bevæget os ret meget ind i de områder, som jeg er stærk i. Det har været en super oplevelse, og jeg har hver dag glædet mig til at komme i gang – og været bombet bagefter på den gode måde, fortæller Frederik Dahl Kehlet.

Tjenereleverne har været igennem en indledende runde, inden de fem bedste lørdag skulle i finalegear. Her stod menuen blandt andet på at lave to perfekte Irish Coffees, sørge for bordopdækning af to borde samt dekantering af rødvin.

-For mig handler det om den læring, der følger med – at komme igennem nogle opgaver, som man ikke nødvendigvis bruger så meget i hverdagen. Forberedelserne startede i januar, og jeg sidder for eksempel om aftenen og prøver at remse cocktailopskrifter op. Jeg har svært ved at lære udenad – jeg er mere sådan til “wing it as you go”. Men det kan man ikke til DM i Skills, forklarer Lena Hahn Atzen.

Hun vandt i øvrigt også en særpris ved DM i Skills for “Personlig fremtoning og serveringshygiejne”.

Derudover er Lena Hahn Atzen uddannet kok – også fra Hansenberg – i 2021, hvor hun opnåede en guldmedalje ved svendeprøven.

Se billederne nedenunder…

Tagget med: ,
Del denne artikel