En 92-årig mand fra Vejle døde lørdag i en trafikulykke på den sønderjyske motorvej, syd for Vonsild.
Det bekræftes af vagtchef Søren Liisberg fra Sydøstjyllands Politi over for Ritzau.
Ulykken involverede en varebil og en personbil, der stødte sammen i forbindelse med et vognbaneskifte på strækningen. Varebilen endte på siden.
Vagtchefen fortæller til Ritzau, at føreren af personbilen mistede livet. Pårørende til den 92-årige mand er blevet underrettet.
Føreren af varebilen var en 26-årig mand fra Haderslev, som blev undersøgt på sygehuset og ikke pådrog sig nogen skader, ifølge vagtchefen.
Motorvejen blev lukket for trafik efter ulykken, mens politi og redningsmandskab var til stede på stedet. Trafikken blev ledt af motorvejen ved Vonsild og videre ad den gamle hovedvej til Christiansfeld. Det var årsagen til køkørsel på strækningen.
Motorvejen blev genåbnet for trafik et par timer senere.