Kolding Netavis

80-årsdagen for arrestationer markeres

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Et foredrag sætter fokus på de danske kommunister, der i 1941 blev anholdt – blandt andet i Kolding.

Mange vil mene, at da de danske kommunister den 22. juni 1941 blev arresteret, fik de lige, hvad de fortjente. Men tingene er ikke altid så enkle.

Da krigen mellem Tyskland og Sovjetunionen brød ud, krævede den tyske besættelsesmagt i Danmark, at 72 kommunister skulle arresteres. De kunne jo tænkes at gå til angreb på tyskere i Danmark.

Det danske politi arresterede derfor i løbet af to måneder ikke færre end 339 kommunister, oplyses det i en pressemeddelelse.

Den danske regering og Folketing vedtog den 22. august den såkaldte kommunistlov. Loven, der gjorde Danmarks Kommunistiske Parti ulovligt, blev vedtaget enstemmigt. De tre kommunistiske Folketingsmedlemmer Aksel Larsen, Alfred Jensen og Martin Nielsen kunne jo af gode grunde ikke stemme imod. De var nemlig helt grundlovsstridigt blevet arresteret, selv om Folketingsmedlemmer som bekendt har immunitet.

Om ulovliggørelsen af partiet holdt juridisk, skændes de lærde stadig om. Men Grundloven blev brudt.

På Besættelsestidssamlingen i Kolding, Rømøvej 4, markeres 80-årsdagen for arrestationen af kommunisterne søndag den 20 juni klokken 13.

Deltagerne inddeles i to grupper a 14. Mens den ene vises rundt i samlingen af Frank Hansen, som har etableret samlingen, hører og ser den anden en powerpoint-fremvisning af Erik Voss. Efter ca. 45 minutter bytter grupperne plads.

Powerpointforedraget har en særlig Koldingvinkel, idet en del koldingensere blev hvirvlet ind i de skæbnesvangre begivenheder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel