Birch Ejendomme rykker ind i Kolding.
Med 75 nye boliger investerer Birch Ejendomme i Kolding, og det er startskuddet til mere, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Grunden der ligger ved Hviidsminde, har en karakterbærende rolle i Koldings nordlige bydel. Det vil sige tæt ved både midtby og storcenter samt hurtig adgang til motorvejen. Der er tale om 5 etagers boligbyggeri på i alt 6.700 m2 etageareal med en Penthouse-etage øverst. De anerkendte Årstiderne Arkitekter har tegnet ejendommen, hvor der bliver udgang til terrasser, tagterrasser og altaner fra hovedparten af boligerne.
– Takket være en konstruktiv måde Kolding Kommune møder Birch Ejendomme på, kan vi blot to måneder efter vores første møde stå med et flot dispositionsforslag på Hviidsminde. Det betyder, at bestyrelsen hos Birch Ejendomme tør satse på Kolding som strategisk vigtig udviklingsområde. Og vi har andre projekter i Kolding i pipeline i den nærmeste fremtid, siger Johannes von Siebenthal, der står for firmaets projektudvikling Trekantområdet.
Ny spiller på boligmarkedet i Kolding
Birch Ejendomme bygger i øjeblikket 100.000 m2 boligmasse om året svarende til mere end 1.000 lejeboliger, som virksomheden selv drifter eller sælger udlejet til pensionskasser og andre investorer som fx PFA, NIAM og Cresendo. Birch Ejendomme bygger og udlejer ejendomme fortrinsvis i Midtjylland, men ønsker nu også at rykke ind i Kolding med Hviidsminde byggeriet.
– Det er et særdeles positivt tegn for Kolding, at investorer udefra ser så stort potentiale i byen. Så kan vi kombinere kommunens behov for flere boliger og virksomhedernes fornuft i at kunne investere i Koldings udvikling. Jeg føler mig overbevist om, at det er ikke er sidste gang, at Birch Ejendomme eller andre udefra investerer i at Kolding vokser, siger borgmester Jørn Pedersen i pressemeddelelsen.
Det grønne område mellem Hviidsminde og de nye lejligheder optimeres som et grønt fællesareal. En slynget sti giver adgang til opholdsområder med forskellige former for aktiviteter eks. Legeplads, grill, outdoor fitness mv. Samlet set vil bygningen fremstå med et stilfærdigt, arkitektonisk udtryk, der i kraft af sin skala og materialeholdning respekterer Hviidmindes markante gårdanlæg, der ligger lige foran.
Det er planen at byggeriet går i gang i løbet af 2019.