Manden modtog dommen.
En 41-årig mand fra Kolding-området blev tirsdag dømt for at have kørt spirituskørsel den 30. marts 2019. Det oplyser Sydøstjyllands Politi på Facebook.
I retten i Kolding forklarede den 41-årige, at han havde festet hele natten, og da han næste morgen opdagede, at hans telefon var løbet tør for strøm, tog han bilen for at hente sin oplader. Det skulle han ikke have gjort.
Han var stadig kraftigt påvirket af alkohol og endte med at køre i grøften efter at have overhalet en bus for fuldt optrukne spærrelinjer.
Den tur kostede den 41-årige mand 20 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste, en bøde på 18.000 kroner og ubetinget frakendelse af førerretten i tre år, og så blev hans bil konfiskeret. Den 41-årige modtog dommen, oplyser politiet.