Fredag den 27. maj søsættes i forbindelse med “Rap om Kap”-lotteriet ikke færre end 4000 små gule plasticænder i Kolding Å.
Alle ænderne droppes i vandet ved Bredgade kl. 14 og herfra vil de flyde ind under Sønderbro hvor målområdet for anderæset er.
Strømmen og tilfældighedernes spil vil afgøre ændernes ankomst og dermed, hvem der bliver de heldige, som får andel i præmierne. Der er i årets Rap om Kap ikke mindre end 73 præmier til en samlet præmiesum på ca. 40.000 kroner.
Når ænderne kommer i mål vil Eva fra lokalafdelingen sikre, at ænderne samles op i den rækkefølge, de ankommer.
Arrangør af “Rap om Kap” er Scleroseforeningens Lokalafdeling Fredericia og Kolding, som indtil 27. maj vil være på gaden og sælge de 4.000 AND-elsbeviser til en stykpris på 25 kr.
Det er frivillige kræfter, der iscenesætter arrangementet, og overskuddet går alene og ubeskåret til forskning i sclerose og lokalafdelingens arbejde.
“Rap om Kap” er et lotteri, hvor præmieudlodningen sker på baggrund af et væddeløb mellem 4000 plasticænder på Kolding å. Den første and i målet løber med førsteprisen og så fremdeles. Hver plasticand repræsenterer et af de solgte andelsbeviser – andelsbevisets nummer er skrevet på anden, og derved findes vinderen.
Præmierne udleveres umiddelbart lige efter anderæset eller kan afhentes frem til 30. juni. Vindernumre offentliggøres blandt andet her.