Torsdag blev en 29-årig mand fra Fredericia ved retten i Kolding idømt tre års fængsel i en stor sag om blandt andet databedrageri. Sagen blev behandlet som en tilståelsessag.
Den 29-årige erkendte blandt andet 418 forhold af databedrageri til en samlet værdi af ca. 4,9 mio. kroner, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Databedrageriet foregik ved, at den nu dømte franarrede personer, han kontaktede på nettet, deres CPR.nr. og NemId. Herefter oprettede han lån i deres navne og overførte pengene til sig selv eller til andre. I den forbindelse er to andre personer sigtet i sagen for hæleri ved at have ladet den 29-årige indsætte pengene på deres konto i nogle af forholdene.
Manden erkendte også at have været i besiddelse af 34,2 gram kokain til eget forbrug, som blev fundet under en ransagning af hans bopæl i Fredericia den 2. april 2019. Ved ransagningen blev der også fundet 31.000 kr., som blev konfiskeret af politiet.
Derudover erkendte den 29-årige, at han havde overtrådt fyrværkeribekendtgørelsen og ordensbekendtgørelsen, da han den 9. marts 2018 affyrede en raket i forbindelse med en fodboldkamp mellem OB og AGF på Odense Stadion, hvor han i øvrigt havde forbud mod at opholde sig.