Manden fra Kolding modtog dommen.
En 27-årig mand fra Kolding blev mandag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt to år og to måneders fængsel for at have besiddet en pistol med skarp ammunition i forbindelse med indrejse ved grænsen.
Dommen er en tillægsstraf til en tidligere dom fra Vestre Landsret i juni på 10 måneders fængsel for vold, oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi.
Stikprøve ved grænsen
Episoden fandt sted den 13. april ved Padborg Grænseovergang, hvor den 27-årige mand sammen med en 22-årig mand kom kørende i en personbil, der blev taget ud til stikprøvevis indrejsekontrol.
I forbindelse med kontrollen fandt en betjent fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi en pistol af mærket Glock med et magasin med seks skarpe patroner gemt i bilen.
Begge personer blev indledningsvist anholdt i forbindelse med fundet og sigtet i sagen, men sigtelsen blev frafaldet for den 21-åriges vedkommende.
Den 27-årige blev dømt i henhold til anklageskriftet, hvor han var tiltalt for at have overtrådt straffelovens bestemmelser om våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Den tiltalte erkendte at have været i besiddelse af pistolen – og dermed at have overtrådt våbenloven – men nægtede, at der havde været tale om en overtrædelse af straffeloven, hvor strafferammen er væsentligt højere.
Den 27-årige, der har været varetægtsfængslet siden anholdelsen, modtog dommen. Han er fortsat fængslet efter dom.