Mandag sættes 250 strikkede nissehuer til salg hos Mødrehjælpen i Kolding.
Mødrehjælpen i Kolding, der er en frivillig organisation og som har en butik i Blæsbjerggade, efterlyste i sommers i Kolding Netavis personer, som havde lyst til, at strikke nissehuer.
Nu er nissehuerne klar. 39 kvinder har strikket i alt 250 nissehuer i forskellige flotte farver og design. Nissehuerne sættes til salg fra i morgen, mandag, i butikken i Blæsbjerggade. En nissehue koster 100 kroner og der er størrelser helt fra 0-3 måneder til XL.
– Nu er det så nissehuerne, der sættes til salg, men de 39 kvinder har også strikket mange huer, strømper og trøjer. Så vi har meget nyt hjemmestrik ved siden af nissehuerne, fortæller Birgit Christensen, som er ansvarlig for strik hos Mødrehjælpen i Kolding, til Kolding Netavis.
Mødrehjælpen mangler garn og håber derfor, at der er nogle, som har noget garn, de gerne vil donere til Mødrehjælpen:
– Vi kan også bruge flere, som vil strikke for os, tilføjer Birgit Christensen.
Gang i plan B, C og D
Coronakrisen er over Danmark. Men derfor håber Mødrehjælpen alligevel på, at de kan melde udsolgt i løbet af december måned:
– Vi har gang i plan B, C og D. Vi havde aftaler med julemarkeder og Julemanden Hus om, men det hele er jo lagt ned. Så vi sælger her fra butikken og vi slår os lidt om på nettet. Vi har KIF’s herreligahold ind over. De er blevet fotograferet med nogle af vores nissehuer på. Og så må vi ud på forskellige steder, hvor vi kan få lov til at stå. Vi har aftaler med nogle store virksomheder om, at vi må stå i deres kantiner, men de er jo også ramt af, at de ikke må have så mange folk på arbejde. Vi skal nok få solgt nogle nissehuer, men vi skal have hjælp, hvis vi skal af med dem allesammen, forklarer Birgit Christensen.
De fleste julemesser er aflyst på grund af corona-situationen:
– Vi har en julemesse, hvor vi endnu ikke har fået at vide, om den er aflyst. De forventer stadig, at afvikle messen i Parkhallen, siger Birgit Christensen.
I forventer, at få solgt alle nissehuerne?
– Vi giver ikke op før den 23. december om aftenen. Om vi så skal stå på gaden og antaste folk, så er det det vi gør, griner Birgit Christensen.
Pengene fra salget af nissehuer bliver brugt til aktiviteter for sårbare familier og gravide i Kolding Kommune. Pengene bruges kun lokalt.
Hvis man vil hjælpe med at strikke, kan man henvende sig i Mødrehjælpens butik i Blæsbjerggade i Kolding, hvor man får garnet udleveret – når man igen får garn på lager eller kontakte Birgit Christensen på mobil: 4093 8582.
Se billederne nedenunder…