Kolding Netavis

2,4 mio. kroner til bæredygtigt moleprojekt

Bæredygtighed, design og innovation vil præge de to moler, som kommer til at omkranse den nye lystbådehavn i Marina City i Kolding.

Realdania har netop bevilget 2,4 mio. kr. til det klimavenlige projekt, som kommer til at give inspiration til den grønne omstilling i resten af samfundet. Med støtten kan molerne opføres med pæle af ubehandlet træ, belægninger og beklædninger laves af genanvendt plast, mens et indbygget rev skal fremme biodiversiteten i fjorden. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse:

– Vi er meget taknemlig for støtten fra Realdania, som gør det muligt at sætte nye standarder for molebyggeri og udvikle nye bæredygtige materialer. Design, bæredygtighed og innovation er en del af Kolding Kommunes DNA, og det får vi nu mulighed for at vise med et helt unikt moleprojekt, siger borgmester Jørn Pedersen (V) i pressemeddelelsen.

De to moler, som hver især bliver over 300 meter lange, bliver en vigtig del af den nye marina med flere funktioner. De skal dels omkranse og beskytte lystbådehavnen mod vind og vejr, dels give borgerne en attraktiv adgang til fjorden.

Moleprojektet i Marina City udvikles i tæt samarbejde med uddannelses- og forskningsinstitutionen VIA University College, den rådgivende virksomhed Rambøll, plastvirksomheden Letbek og leverandørvirksomheden Wopas, skriver Kolding Kommune.

Om Marina City

På sydsiden af Kolding Fjord er Kolding Kommune ved at skabe en ny bæredygtig bydel i partnerskab med Kolding Lystbådehavn og Kolding Havn. Marina City skal omfatte et tiltrækkende bolig- og havnemiljø med ca. 400 boliger, 1000 bådpladser og rekreative funktioner. Foruden lystbådehavn og boliger skal der anlægges en havnepromenade med cafeer, klubhuse, servicebygninger og op mod 30 moderne husbåde.

Om molerne

Ydermolen ud mod fjorden bliver ca. 350 meter lang, og afsluttes ved indsejlingen med et molehoved, hvorfra man kan nyde fjorden og byen. Molen mod nord bliver ca. 335 meter lang, og adskiller åen fra lystbådehavnen.

 

Del denne artikel