§18-midler

Søndag 19. Juli 2020 07:37 246
Mette Voss (SF). Privatfoto. Mette Voss (SF). Privatfoto.

Læserbrev af Mette Voss (SF), byrådsmedlem, Låsbygade 44,2, 6000 Kolding.

Fristen for at søge tilskud til puljen for §18-midler til 2021 er den 1. august 2020.

Sidste år blev det samlede beløb reduceret af forligspartierne i forbindelse med budgettet, så i år er de forskellige væresteder og tilbud igen nervøse for, om de får de tilskud, som er nødvendig for deres overlevelse, således de fortsat kan styrke den frivillige indsats, der foregår i de frivillige organisationer, foreninger eller grupper. Det være sig i værestederne, men også selvhjælpsgrupperne, der er i Kolding.

For selvhjælp må ikke forveksles med en professionel behandling. Selvhjælp er troen på, at de fleste mennesker i krise kan bearbejde deres problemer ved at møde andre, der står i samme livssituation eller har været igennem identiske oplevelser. Selvhjælp er at vide, at man ikke er alene, fordi der er nogen at ”gå vejen” sammen med.

Værestederne arbejder for at tilbyde deres brugere, det der er behov for. Brugere som ikke har et stort bagland, men hvor de frivillige har skabt et sted at høre til, et sted hvor der er plads og hvor frivillige bidrager til en markant bedre livskvalitet for psykisk sårbare borgere. Det må ikke tabes på gulvet.

For dagligt er de frivillige medvirkende til at løfte en stor opgave. For de frivillige tilbud skaber for brugerne meningsfyldte fællesskaber, de skaber sammenhold, de skaber identitet og en oplevelse af at høre til – og selv være en del af løsningen.

I SF arbejder vi for et samfund, hvor alle er med. Med den rette indsats er det muligt at styrke egne ressourcer og handlemuligheder og her er værestederne og selvhjælpsgrupperne vigtige – og dette skal også være en mulighed i 2021.

Tags