16-årig dreng sigtet for tricktyveri og databedrageri – blandt andet mod tre ældre kvinder i Kolding.
Sydøstjyllands Politi anholdt onsdag formiddag en 16-årig ung mand fra Østjylland, der er mistænkt for at have begået tricktyveri og databedrageri mod ældre kvinder i Sydøstjyllands Politikreds.
Den 16-årige blev anholdt på en adresse i Østjylland, og han er nu sigtet og mistænkt for at have begået tricktyveri og databedrageri mod bl.a. tre ældre kvinder i Kolding samt mod andre ældre kvinder i politikredsen, oplyser Sydøstjyllands Politi.
En 22-årig mand fra Østjylland er sigtet i samme sag. Han blev fremstillet i et grundlovsforhør for lukkede døre den 14. oktober, sigtet for at have begået tricktyveri og databedrageri mod de tre ældre kvinder i Kolding. Han blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger.
-Det er Sydøstjyllands Politis aktuelle og vedholdende efterforskning i sagen, der har ført til, at også den 16-årige nu er blevet sigtet, forklarer politiinspektør Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi og tilføjer:
-Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået anholdt endnu en formodet gerningsmand i den meget grove udnyttelsessag af ældre kvinder.
Sagen kort: Bedrageri af ældre kvinder i Kolding
Sydøstjyllands Politi modtog mandag den 11. oktober anmeldelser om, at tre ældre kvinder fra Kolding på henholdsvis 86 år, 88 år og 95 år var blevet ringet op af en person, som udgav sig for at være en konsulent fra banken.
”Konsulenten fra banken” fortalte kvinderne, at deres hævekort var ved at blive misbrugt – og derfor havde banken sendt en medarbejder, som skulle afhente hævekortet. Kvinderne blev samtidig bedt om at udlevere koden til hævekortet. Efter hævekortene var blevet udleveret, blev der hævet kontanter i hæveautomater og hævekortene blev også brugt til at købe varer i butikker i Kolding.
Den 16-årige blev efter afhøring hos Sydøstjyllands Politi onsdag løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.
Sydøstjyllands Politi fortsætter efterforskningen i sagen, og da der er tale om en igangværende efterforskning, og der tidligere er blevet afholdt grundlovsforhør for lukkede døre, har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger, der kan deles med offentligheden.