Kolding Netavis

15 kirker indhylles i himmelsk jazz

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Koncertrækken afrundes med en signaturkoncert i Sankt Nicolai kirke i Kolding. Foto: Spillestedet TRIO.

Oplev et af spillestedets TRIO’s mest ambitiøse musikkoncepter, Sacred Music.

Mellem den 28. august og 1. september vil nysgerrige musikentusiaster kunne nyde det ambitiøse projekt Sacred Music – en koncertrække bestående af hele 15 koncerter, afholdt i seks forskellige kommuner spredt ud over en række byer og sogne i Trekantområdet.

Prisvindende musikere fra ind- og udland

Fire forskellige orkestre vil optræde på tværs af de seks kommuner, og blandt musikerne vil der være mange anerkendte og prisvindende navne, herunder Jakob Bro, Lis Wessberg, Marilyn Mazur og duoen Svaneborg Kardyb. De mest dedikerede jazzfans får muligheden for at købe en partoutbillet, der giver adgang til hele koncertrækken over fem dage.

Kirkens rum som smukt lydtæppe i små og store sogne

Udover at kirkens rum i sig selv er storslåede og smukke, vil musikerne også have mulighed for at eksperimentere og udforske lyden, der bevæger sig rundt i rummet, i modsætning til de traditionelle spillesteder med en traditionel scene. Musikken vil fokusere på fordybelse, hengivenhed og refleksion – emner der passer godt til det kirkelige rum. Det vil være muligt at opleve musikerne i intime rammer i mindre kirker samt i større kirker som Sankt Nicolai Kirke i Kolding og Christianskirken i Fredericia.

Stor logistik og store forventninger

Det storslåede koncept er arrangeret af spillestedet TRIO, som har store forhåbninger til konceptet og håber, at det kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed. Projektet har været under udvikling i næsten et år, og både musikere samt ansatte hos spillestedet ser frem til at give publikum endnu en anderledes musikoplevelse.

Afsluttes med stor signaturkoncert i Kolding

Koncertrækken afrundes med en signaturkoncert i Sankt Nicolai kirke i Kolding den 1. september, hvor publikum vil kunne opleve Jakob Bro, Arve Henriksen, Marilyn Mazur feat. Nils Økland, i samspil med Sankt Nicolai Kirkekor og musikere fra MGK.

Koncerter i Kolding Kommune

29. august: Seest Kirke, Nils Økland / Sigbjørn Apeland Duo (NO)

30. august: EWII House, Svaneborg Kardyb

30. august: Sønder Bjert Kirke, Lis Wessberg / Maj Berit Guassora / Jesper Thorn: Isens Ekko

31. august: Vamdrup Kirke, Lis Wessberg / Maj Berit Guassora / Jesper Thorn: Isens Ekko 1/9: Sankt Nicolai Kirke, Jakob Bro / Arve Henriksen / Marilyn Mazur feat. Nils Økland + Sankt Nicolais kirkekor + musikere fra MGK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel