Kolding Kommune går nye veje for at gøre det lidt lettere at finde en ledig parkeringsplads i Kolding midtby.
Fra 15. juni kan bilister via mobilen gratis booke en p-plads, som kommunen har lejet hos eksempelvis virksomheder, organisationer, boligselskaber. Sammenlagt kommer der knap 140 nye p-pladser fordelt på syv forskellige adresser.
De eksisterende kommunale p-pladser berøres ikke af den nye ordning og kan benyttes som hidtil.
-Ligesom andre større byer mangler vi p-pladser, og det er en udfordring, som der desværre ikke findes nemme løsninger på. Men nu gør vi det en lille smule lettere at finde en ledig p-plads, og man kan oven i købet booke de nye pladser på forhånd, så man er sikker på at have et sted at parkere, når man kommer frem. Samtidig er det en intelligent og bæredygtig løsning, hvor vi udnytter byens eksisterende p-pladser fuldt ud uden at skele til, om de er private eller kommunale, fortæller Jakob Ville, formand for kommunens teknik- og klimaudvalg, i en pressemeddelelse.
Gratis og uden tidsbegrænsning
Kolding har som en af de første kommuner i Danmark indgået en aftale med virksomheden ParkPrivate.
Selskabet har screenet midtbyen for private parkeringspladser, som ikke er optaget hele tiden. Det kan f.eks. være virksomheder med ledig p-kapacitet eller boligselskaber, hvor en del af p-pladserne står tomme i dagtimerne, mens beboerne er på arbejde.
I første omgang er der indgået aftaler med ejerne af knap 140 p-pladser, som kan bookes fra gang til gang via app’en Visitors. Parkeringen er gratis for brugeren og uden tidsbegrænsning.
-Man er velkommen til allerede nu at gå ind og booke en p-plads i app’en, men først fra på mandag har vi fået sat skilte op ved alle de nye pladser, forklarer afdelingschef Heine Fischer Møller, Trafik, Vej og Park.
I udpegningen af de nye p-pladser er der skelet til, hvor presset på parkering er særlig højt. Blandt andet kommer der ekstra p-pladser i Latinerkvarteret, og ikke langt fra Ålegården er der også fundet aflastning.
Test af fleksibel model
Kolding Kommune vil nu afprøve løsningen og indhøste erfaringer, før man eventuelt tilbyder yderligere pladser.