Planloven giver ikke mulighed for både boliger samt en aktiv og indbringende erhvervshavn, skriver virksomhederne i et brev til byrådet.
12 havnevirksomhederne i Kolding har sendt et brev ud til Kolding byråd omkring kommunens planer med Marina Syd. Et brev, som Kolding Netavis også har modtaget.
Virksomhederne, der har sendt brevet til byrådet er:
H. Daugaard
Svane Shipping
GRAU Shipping
Hjaltelin
Aalborg Portland
DLG
Danish Agro
S. A. Christensen & Co.
RIMECO
NCC Industry
Kolding Havne Entreprenør
Vejer og Måler
Det står der i brevet
Kære byråd
I forlængelse af JydskeVestkystens artikler om den meningsmåling vi har fået foretaget af et professionelt meningsmålingsinstitut og ikke mindst borgmester Jørn Pedersens udtalelser i den forbindelse tillader vi os at henvende os til byrådet endnu engang.
Borgmesterens udtalelser må stå for hans egen regning, vi forsøger faktisk konstruktivt at finde en løsning til alles bedste. Derfor sender vi byrådet vores forslag til en løsning og et notat fra Danske Shipping- og Havnevirksomheder vedrørende planlovens muligheder og ikke mindst begrænsninger.
Når vi i vores tidligere henvendelse til byrådet bad byrådet beslutte, hvorvidt Kolding Kommune vil have en aktiv og indbringende erhvervshavn med de hundredevis af arbejdspladser, der følger med, eller i stedet bygge boliger på havnen, så er det ikke fordi vi lever i fortiden, men fordi planloven ikke åbner mulighed for begge dele.
Planloven kan ikke rumme erhvervsaktiviteter af den nuværende karakter, hvis der skal bygges boliger, og derfor er det vildledende, når borgmesteren bliver ved at efterlade dette indtryk i offentligheden og overfor byrådet. I JydskeVestkysten drager borgmesteren tillige en parallel til etableringen af universitetsbygningen på tømmerhandel-grunden. Men det er helt misvisende, idet afstandskravene ift. støjbeskyttelse er betydeligt mere restriktive ved etablering af boliger end ved kontorbyggeri.
Som det fremgår af havnevirksomhedernes forslag, ønsker vi også byen tættere på havnen, etableringen af socio-økonomiske virksomheder og en stadig mere bæredygtig grøn havn. Vi er i fuld gang, og vi håber byrådet kan se de mange konstruktive og udviklende tiltag, vi foreslår på både kortere og længere sigt.
Endvidere er havnevirksomhedernes forslag faktisk også en fordel for udviklingen af Marina City, som vi netop har indleveret høringssvar til. Marina City løber nemlig ind i nogle af de samme udfordringer med planloven, som skitseret ovenfor, hvis ikke planlægningen tænkes i større helheder. Også i dette høringssvar, har vi derfor foreslået nogle konstruktive løsningsmuligheder, som passer sammen med de forslag, vi nu præsenterer for udviklingen af havnen.
Vi er som altid åbne for dialog og altid til rådighed for byrådet.
Vi tillader os også, at gøre opmærksom på, at kommunen ikke lovligt kan blokere havnebestyrelsens forpligtelse til at svare på ansøgninger om forlængelse af lejeaftaler, når disse er nødvendige for gennemførelse af investeringer i havnefaciliteterne hos de ansøgende havnevirksomheder.