Kolding Netavis

Trafikken halveret: Vejarbejde i myldretiden

Trafikken i Kolding er næsten halveret. Derfor tillades det nu, at der er vejarbejde i myldretiden.

Normalt er det ikke tilladt at udføre anlægsarbejde på de travleste af Koldings veje i myldretiden. Men aktuelle trafiktal på udvalgte knudepunkter viser, at trafikken er tæt på at være halveret og derfor er begrænsningen midlertidig ophævet, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

For at få trafikken til at glide bedst muligt i myldretiden om morgenen og aftenen, skal vejarbejde, der kan forstyrre trafikken, under normale omstændigheder ligge stille på indfaldsvejene til Kolding og andre spidsbelastede veje mellem klokken 6-9 om morgenen og klokken 15-18 om eftermiddagen.

Ingen myldretid af betydning

Men Danmark er i øjeblikket stort set lukket ned og derfor er der heller ingen myldretid af betydning. Helt nye trafiktal viser, at trafikken på hverdage er reduceret med 45 procent på blandt andet Fynsvej, Vejlevej og Sydbanegade. Derfor giver Kolding Kommune en midlertidig tilladelse til, at vejarbejder kan foregå på hverdage i hele tidsrummet mellem klokken 6 og 18.

– Vi vil gerne give entreprenørerne mulighed for at udnytte situationen og måske få overstået arbejde, som ellers kunne genere trafikken, når samfundet igen er i fulde omdrejninger, fortæller Martin Sejersgaard, områdechef i By- og Udviklingsforvaltningen.

Den midlertidige tilladelse får blandt andet betydning for Trefors arbejde med at lægge nye drikkevands-ledninger på Fynsvej og Vejlevej og for vejprojektet på Højvangen, hvor der bliver bygget et nyt vejkryds.

Del denne artikel