Kolding Netavis

Trafikanter i Kolding mister millioner på køer

Læserbrev af Knud Erik Langhoff, formand for den Konservative Vælgerforening i Kolding, Mariavej 9 6091 Bjert.

Er vores kommune nu gået ind i landbrugsdrift, kunne du tænke? – men nej, under overskriften gemmer sig den alarmerende sandhed, at de dårlige trafikale forhold i og omkring Kolding, resulterer i trængsel og forsinkelser, hvilket koster både borgerne og samfundet enorme summer penge.

Dette kunne blandt andet ses af en artikel på forsiden af JydskeVestkysten 04.02.2020, hvor Transportfirmaet Autologik Vamdrup fortalte om, at de ”taber millioner på at holde i kø” med henvisning til de trængte motorveje rundt om Kolding.

Men det er desværre ikke kun uden for byskiltene, at problemet opleves massivt. Også på vejene i Kolding by, tabes der dagligt mange penge, for i Kolding har man valgt at skære ellers stærkt nødvendige investeringer væk og derved lade trafikanterne betale for en kuldsejlet økonomi i kommunen.

Det er en katastrofe for både infrastruktur og miljø, at Kolding Kommune nu – som følge af dårlig budgetstyring – har valgt at undlade de rette tilpasninger af infrastruktur og parkeringsforhold. Dette er også omtalt i JV 10.02.2020, med henvisning til forholdene ved Sønderringvej/Seest Bakke-krydset, samt udvidelse af P-pladserne ved Campusområdet.

Når vi som bilister holder i kø, tales der med et fint udtryk om ”Den Samfundsøkonomiske Belastning”. Heri ligger den øgede omkostning til brændstof, men også tabet på den effektive arbejdstid, som vi, virksomhederne og dermed også stats- og kommunekassen ser i form af mistede skatteindtægter. Hertil kommer øget CO2-udledning og miljøbelastning, alt sammen på grund af manglende infrastruktur-tilpasning som følge af dårligt styret økonomi i Kolding Kommune.

Det er en helt forkert fremgangsmåde og der skal tages anderledes fat, hvis kommunens økonomi skal reddes.

For som det er nu, kører det slet ikke. Helt bogstaveligt.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *