Kolding Netavis

Stor boghandel lukker i Kolding Storcenter

Arnold Busck lukker også i Kolding Storcenter. Kæden har indgivet konkursbegæring. Foto: Arnold Busck/Facebook.

Boghandlen er gået konkurs.

Kolding Storcenter mister en af sine store butikker – nemlig boghandlen Arnold Busck, der er knækket af coronakrisen. Nu lukkes alle butikker i hele landet og kæden har indgivet konkursbegæring til Skifteretten. Det oplyser boghandlerkæden i en pressemeddelelse.

– Likviditeten er sluppet op. Så kort kan det siges. COVID-19 nedlukningen har gjort det umuligt at holde virksomheden kørende. Vi har gjort alt, der står i vores magt for, at virksomheden kunne køre videre, men det har desværre ikke været muligt, fortæller Arnold Busck videre.

Siden midten af marts har Arnold Busck kædens butikker været lukket ned helt eller delvist, og medarbejdere har været hjemsendt, og selvom strøgbutikkerne igen er åbnet ved indgåelse af frivillige aftaler om arbejdstider med loyale medarbejdere, har det ikke været muligt at få stillet den fornødne likviditet til rådighed i det omfang, det har krævet for at kunne finansiere den manglende omsætning.

Arnold Busck har haft adgang til at søge hjælpepakker til faste omkostninger, men således som disse regler er udfærdiget, så vil Arnold Busck kun blive kompenseret i meget begrænset omfang for de faste omkostninger som følge af nedgangen i omsætning. Arnold Busck har som mange andre virksomheder endvidere kunnet søge delvis lønkompensation. Arnold Busck har imidlertid endnu ikke modtaget udbetaling fra de omtalte hjælpepakker, da sagsbehandlingen tilsyneladende har varet meget længere end forventet.

Disse hjælpepakker ville imidlertid under alle omstændigheder ikke kompensere Arnold Busck for de meget store tab, som Arnold Busck er blevet påført under COVID-19. Havde Arnold Busck haft mere likviditet at stå imod med, havde situationen måske været en anden, men det har virksomheden desværre ikke, hvilket blandt andet skyldes en for virksomheden ødelæggende proces omkring implementering af et nyt ERP-system for nogle år siden.

Afviklingen af konkursboet vil blive varetaget af advokat Peter W. R. Krarup fra Mazanti-Andersen, Korsø Jensen, hvortil al fremtidig henvendelse skal ske.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *