Overvågning for enhver pris

Torsdag 06. Februar 2020 05:24 412
Filip Bekic. Privatfoto. Filip Bekic. Privatfoto.

Læserbrev af Filip Bekic, fællesledelseformand for Socialdemokratiet i Kolding, Borgergade 4, stuen th, 6000 Kolding.

1,5 millioner, det er så mange overvågningskameraer der er i Danmark ifølge Sikkerhedsbranchen. Dermed er Danmark et af de mest overvågede lande i verden.

Per indbygger har Danmark flere overvågningskameraer end Storbritannien og Kina ifølge Jesper Lund fra IT-politisk forening. Alligevel er der ingen der stiller spørgsmålstegn ved brugen af mere overvågning, til trods for at kriminaliteten er faldende i Danmark. Desuden viser alt forskning, at der ingen evidens er, for at flere kameraer har en præventiv virkning mod grov kriminalitet.

Forleden skrev udvalgsformand Jakob Ville (V) at knivoverfaldet fra 2018 ville være opklaret hvis der bare var videoovervågning. Det er simpelthen en falsk tryghed, at bilde borgerne i kommunen ind.

Jeg er som sådan ikke imod videoovervågning, men jeg er kritisk over for den fuldstændig ukritiske opsætning af flere og flere kameraer i vores samfund. Vi skal overvåge klogt, men ikke for enhver pris.

Overvågning er dyrt, det koster mange penge, det kræver mange ressourcer at se optagelser igennem, kvaliteten er tit dårlig og desuden kan udstyret let smadres. Så må vi bare erkende, at dem der laver den grove kriminalitet, godt er klar over at de bliver filmet. Dvs. de tager hættetrøjer, elefanthuer og andet tøj på, for ikke at blive genkendt.

Desuden vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved, om det skaber tryghed, at gå i et område med mange overvågningskameraer. Det skaber da netop utryghed, fordi der er nogle politikere der har besluttet at det er et utrygt område og derfor sætter kameraer op.

Så er der mange borgere der vil sige: Det er fint med alt det videoovervågning, for jeg har ikke noget at skjule. Men det er ikke det, det handler om. Det handler om at vi bruger pengene fornuftigt og diskutere på et faktuelt grundlag, om der er brug for så mange kameraer.

Er der nogen der har undersøgt om folk er utrygge i Kolding? Er der nogen der har undersøgt om overvågning virker? Hvorfor stiller vi ikke de spørgsmål før vi bare sætter flere kameraer op? Hvis overvågning virker, ville Kina og Nordkorea være de mest trygge lande i verden.

Der er en grund til, at vi i vesten gik en anden vej end Sovjetunionen og nogle af de andre diktaturstater efter den kolde krig. Det gjorde vi fordi vi tror på frihed, vi tror på forebyggelse, vi stoler på at borgerne holder sammen og at vores politi skaber tryghed.

Lad os få en diskussion om hvad tryghed er og ikke bare følelsen af tryghed.

Jeg ved godt at politik er følelser, men vi skal have fakta på plads og fakta er, at kriminaliteten er faldende og videoovervågning ikke har nogen præventiv effekt overfor grov kriminalitet. Lad os i stedet prioritere vores politi og sørger for at de skaber tryghed, de skal være i nattelivet og snakke med folk, de skal tage fat i forældrene når unge laver ballade, de skal i samarbejde med borgerne skabe tryghed for os alle sammen.

Tags