Kolding Netavis

Nyt lyskryds giver sikrere og hurtigere trafik

Trafikken kommer til at glide bedre, og trafiksikkerheden får et markant løft, når Kolding Kommune nu etablerer et nyt lysreguleret kryds på den trafikerede vej Højvangen.

Højvangen i den nordlige del af Kolding er en af de mest trafikerede indfaldsveje i Kolding med op til 14.000 bilister dagligt, heriblandt mange lastbiler til virksomhederne i industriområdet.

Et lyskryds har længe stået højt på ønskelisten hos både trafikanter og virksomheder, da det i takt med den stigende trafik er blevet sværere at komme ud fra sidevejene Petersmindevej og Korsvej. I dialog med virksomhederne er flere forskellige modeller blevet undersøgt.

To T-kryds samles i lyskryds

Løsningen er blevet at samle de to eksisterende T-kryds i et nyt firbenet lysreguleret kryds, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

– Lyskrydset vil betyde meget for afviklingen af trafikken og ikke mindst trafiksikkerheden. Der opstår jævnligt farlige situationer, når specielt lastbilerne forsøger at komme ud på Højvangen. I perioden 2015-2019 er der sket 14 politianmeldte trafikulykker. Herudover sker der ifølge virksomhederne jævnligt mindre ulykker med materielskader, som blot ordnes i mindelighed, fortæller trafikplanlægger Erik Harbo.

Arbejdet med at lave det nye kryds går i gang 27. januar. Anlægsarbejdet ventes at strække sig frem til slutningen af maj måned.

Specielt i starten vil den gennemkørende trafik ikke blive særligt berørt af anlægsarbejdet. Generne vil være mest mærkbare for trafikkanterne på Petersmindevej og Korsvej. De to veje, som ligger cirka et halvt hundrede meter fra hinanden på hver sin side af Højvangen, skal samles i et nyt firbenet kryds. Det kræver, at vejene forlægges, hvilket indebærer en del anlægsarbejde.

– Vi kan ikke sige præcist, hvornår trafikken vil blive påvirket de kommende måneder. Men i perioder bliver der indført midlertidig hastighedsbegrænsning, m.m., og det betyder selvfølgelig tættere trafik og øget rejsetid, forklarer Erik Harbo.

Prisen for det nye lysregulerede kryds er cirka 10 millioner kroner. Pengene stammer fra den såkaldte infrastrukturpulje, som skal øge fremkommelighed og trafiksikkerhed i Kolding Kommune.

Se billederne nedenunder…

Del denne artikel