Kolding Netavis

Ny ordning: Fattige børn kan komme til fødselsdag

Ny økonomisk støtteordning for fattige børn vedtaget i Kolding Kommune. Den skal afbøde konsekvenserne af børnefattigdom.

Antallet af fattige børn i Kolding Kommune vokser. Derfor har et enigt socialudvalg vedtaget en økonomisk støtteordning, som sikrer, at børn fra fattige familier ikke længere skal sige nej til fødselsdagen hos en klassekammerat, fordi de ikke kan mønstre en tyver til gaven. Fremover vil der nemlig være en kommunal ordning, som kan betale den udgift.

– Når familien er klemt økonomisk, bliver børnene klemte. Det giver mange sociale sammenhænge, fx en konfirmation eller en børnefødselsdag, hvor de må dukke nakken eller trække sig, fordi de ikke kan være med. Vi er optaget af, at de her børn kan være med i fællesskaberne på lige fod med andre børn, og det håber vi, ordningen kan bane vej for, siger Karina Lorentzen, Social og Sundhedsformand i Kolding Kommune (SF) i en pressemeddelelse.

I følge AE er antallet af etårs-fattige børn i Kolding Kommune steget med 220 fra 2015 til 2016. Social- og sundhedsforvaltningen vurderer, at det er kontanthjælpsloftet, som sender børn ud i fattigdom. Der er nu et sted mellem 800 og 1000 fattige børn i kommunen, og det er en generel trend på landsplan, at antallet af fattige børn vokser.

Der er foreløbig sat 25.000 kroner af til børnene, og det kan vise sig at blive en god investering. En ny undersøgelse påviser nemlig, at lever børn bare et enkelt år i fattigdom, sætter det langvarige spor i voksenlivet. Det er første gang, man kan dokumentere, at netop fattigdom og ikke andre faktorer er årsag til lavere indkomst i voksenlivet.

Tagget med:
Del denne artikel