Kolding Kommunes Uddannelsesudvalg har netop nikket ja til et af de største efteruddannelsesprojekter, der nogensinde er gennemført i kommunen.
Projektet involverer nemlig samtlige 800 ansatte lærere i kommunen, og det er et led i den såkaldte inklusionsstrategi ”Plads til alle”, som skal sikre, at så mange børn som overhovedet muligt kan forblive i ”deres egen” skoleklasse, også selvom de har forskellige typer vanskeligheder, som hidtil har medført flytning til specialklasser eller andre specialtilbud.
Det er meningen, at det omfattende projekt, som udvalget nu har givet grønt lys for, skal inddrage og kompetenceudvikle samtlige undervisende lærere i kommunen, og det vil i praksis ske ved, at der blandt den samlede lærerstab i kommunen uddannes et korps på ca. 40 lærere til vejledere, der efterfølgende skal observere alle de øvrige læreres undervisning i to gange tre timer.
Herefter skal vejlederen – på baggrund af den observerede undervisning – give en udviklingsorienteret vejledning til den pågældende lærer, der blev observeret.