Kolding Netavis

Gratis is og klimatilpasning

Selvom vejret er solrigt og tørt, og brandvæsenet flere steder har udstedt afbrændingsforbud, så er sommertid også lig med regntid.

Hvordan kan vi sikre Kolding mod oversvømmelser og ødelæggelser, når de store regnskyl rammer? Og i stedet for at det er en trist belastning af de fælles budgetter, kan det så blive en kærkommen mulighed til at skabe løsninger, som gør byen til et endnu bedre sted at være?

Det er udfordringen for Klimavand, som er et samarbejde mellem BlueKolding og Kolding Kommune. I stedet for at sidde bag lukkede døre og udtænke løsninger på et kontor, så arbejder Klimavand med at indsamle ideer og prioriteringer fra de borgere, som bor i og benytter sig af byen.

Nu er turen kommet til Søgade, som skal klimatilpasses i løbet af de næste år. Derfor står Klimavand på søndag klar i Søgade med gratis is, spørgsmål og notesblok og høre, hvad folk siger om gaden, når de kommer forbi.

Fakta

Klimavand er et samarbejde mellem Kolding Kommune og BlueKolding om at klimatilpasse i kommunen. Projektet i Søgade er desuden støttet af EU. Læs mere om Klimavand på www.klimavand.dk

Tagget med:
Del denne artikel