Kolding Netavis

Generalforsamling med historiens vingesus

Peder Skaus tip-tip-oldebarn fik overrakt et nyt aktiebevis. PR-foto.

På den årlige generalforsamling i Skamlingsbankeselskabet mærkede man historiens vingesus.

Tip-tip-oldebarnet til Peder Skau mødte nemlig op med aktiebevis nummer 4, der oprindeligt var udstedt til Laurids Skau i 1858. Siden skiftede aktiebrevet hænder til Laurids Skaus bror Peder Skau. Peder Skaus mindesmærke blev rejst på Skamlingsbanken i 1921 for hans betydelige indsats for danskheden i Sønderjylland.

Efterfølgende er aktiebrevet gået i arv gennem familie og tip-tip-oldebarnet ønskede nu at forny det. Hermed kunne Skamlingsbankeselskabets kasserer Peder Damkjær overrække Peder Skaus tip-tip-oldebarn et nyt aktiebevis. Fortid og nutid blev smukt bundet sammen og man fornemmede historiens vingesus i den traditionsrige festsal på Skamling.

På generalforsamlingen kunne formand Nis Jørgen Steffensen berette om årets begivenheder, heriblandt sang- og foredragsaftenen i marts med billedkunstner Ken Denning og operasanger Jesper Buhl, som var så vellykket, at bestyrelsen har besluttet at fortsætte den nylig etablerede tradition med et forårsarrangement. Ligeledes berettede formanden om det første spadestik, der er blevet taget til det nye besøgscenter, der forventes at stå klart til næste år. Der blev endvidere informeret omkring muligheden for at donere til det nye besøgscenter og oprettelsen af et kartotek over aktieholdere i Skamlingsbankeselskabet.

Endelig var der valg til bestyrelsen, oplyser Skamlingsbankeselskabet.

Bestyrelsesmedlemmer Nis Kjær og Niels Bjerre blev genvalgt uden modkandidater. Til sidst blev der som traditionen byder, sluttet af med lidt mad, drikke og sang. Efterfølgende har Skamlingsbankeselskabets bestyrelse konstitueret sig og fordelt posterne således: Formand: Nis Jørgen Steffensen, næstformand: Niels Bjerre, kasserer: Nis Kjær og sekretær: Ditte Freiesleben.

Tagget med: ,
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *