Coronavirus: Disse konsekvenser får det i Kolding

Torsdag 12. Marts 2020 15:28 1533
Foto: Sundhedsstyrelsen. Foto: Sundhedsstyrelsen.

Her kan du se kommunens tiltag og konsekvenser i forbindelse med coronavirus.

Situationen omkring coronavirus udvikler sig hastigt i disse dage. Kolding Kommune giver her et overblik over tiltag og konsekvenser her i kommunen:

Skolebørn

Skolerne lukker ned. Vi arbejder på at få etableret nødundervisning i et muligt omfang. Der er særlig opmærksomhed på 9. og 10. klasses elever der skal aflægge afgangsprøve til sommer. De vil få særskilt besked fra deres undervisere angående undervisning, afgangsprøve mm. For forældre som har samfundsvigtige hverv bliver der arrangeret nødpasning på skolen til og med 3. klassetrin. Øvrige klassetrin skal blive hjemme. Der kommer yderligere informationer herom.

Småbørn

Vi holder åbent i dag (12/3) og i morgen (13/3), og skruer ned for åbningstid afhængig af behov for pasning. Vi vil fra mandag (16/3) kun tilbyde nødpasning. Det gælder bl.a. børn af forældre med kritiske funktioner i samfundet. Pladsanvisningen kører på lavt blus, men der kan fortsat bookes online. Det prioriteres, at økonomiske ydelser og tilskud, fortsat udbetales.

Specialskoler

Specialskolerne lukker ned. Vi arbejder på nødberedskab til de elever hvor der er behov. Der vil i dag og i morgen være dialog med forældre. For forældre som har samfundsvigtige hverv bliver der arrangeret nødpasning på skolen. Der kommer yderligere informationer herom.

Jobcenter

Et nødberedskab vil sikre, at borgere i Kolding fortsat kan søge om og modtage offentlige ydelser. Lukningen betyder at beskæftigelsesindsatsen suspenderes midlertidigt. Alle planlagte samtaler aflyses, aktiveringstilbud sættes i bero, og der bliver ikke igangsat nye tilbud. Det betyder også at borgerne i den kommende tid ikke skal leve op til kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og de fastholder deres ydelse som hidtil. Nødberedskabet vil sikre at udsatte borgere kan få hjælp og kontakt hvis de får brug for det, eller kommunen vurderer at en borger har brug for akut hjælp.

Renovation

Din skraldespand bliver tømt men genbrugspladser lukker. Indsamling af dagrenovation fortsætter, men genbrugspladser lukker.

Borgerservice

Der er kun åben for livsnødvendige opgaver hos kommunens borgerservice i Bredgade. Så derfor vil der være begrænset adgang, og man skal ringe først hvorefter det vurderes om man lukkes ind.

Der kan udbetales penge til borgere der kan have særlige behov.

Vi hjælper ikke med pas, kørekort, oprettelse af cpr nr., vielser, helbredstillæg m.v. mens der er lukket ned.

Tandplejen

Kolding Kommunale Tandpleje holder lukket for al ikke akut behandling fra torsdag 12. marts og foreløbigt indtil fredag 27. marts. Ved akut behov for tandbehandling ring på telefon nummer 79 79 90 00. Der kan forekomme ventetid.

Alle tider ved tandplejen fra torsdag 12. marts og foreløbigt indtil fredag 27. marts er aflyste, og man vil få tilsendt en ny tid i e-boks hurtigst muligt.

Ved ikke akutte henvendelser, send da en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

By og Udvikling

Du kan ikke møde op på Nytorv 11, men alle vores digitale selvbetjeningsløsninger på kommunens hjemmeside er selvfølgelig åbne. Du kan også stadig kontakte os pr. mail og telefon, men hav venligst forståelse for at vi kører på lavt blus – se kontaktoplysninger til nogle af de ofte søgte services i By og Udvikling.

Ungeområdet

Rådgivning og samtaler gennemføres så vidt muligt via Skype eller telefon. Unge med særlige behov får opkald af mentorer over telefon. Ungdomsskolens skoletilbud fortsætter så vidt muligt med onlineundervisning. CSV fortsætter så vidt muligt med at udlevere hjælpemidler ved behov.

Kultur og fritid

Alle kommunale kulturinstitutioner og kulturaktiviteter i kommunale bygninger lukkes foreløbig frem til udgangen af uge 13. Det samme gælder sportshaller, svømmehaller, idrætsanlæg, m.m. Flere institutioner informerer nærmere på egne kanaler (hjemmeside, facebook, e.lgn.)

Lukning af alle kommunale idræts- og fritidsfaciliteter

Socialområdet

På socialområdet er der stor forskel på hvordan borgere, beboere, bruger oplever situationen. Derfor kommunikeres der direkte med brugere og pårørende på de enkelte institutioner.

Fra fredag 13. marts bliver døren ved Socialforvaltningen på Nicolai Plads lukket. Det er uvist hvor længe. Der bliver i stedet hængt en seddel op på døren hvor der er oplyst et nummer på en medarbejder der er på Nicolai Plads og som man kan ringe til og blive lukket ind. Hvis man har aftalt et møde med en medarbejder på Nicolai Plads, skal man med den pågældende medarbejder lave aftale om at blive lukket ind.

Kilde: Kolding Kommune.

Beskyt dig selv og andre mod coronavirus/COVID-19

Her er 5 gode råd for at beskytte sig selv og andre mod smitte:

Vask dine hænder tit eller brug håndsprit

Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder

Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt

Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen

Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre tage hensyn

Kilde: Sundhedsstyrelsen.