Kolding Netavis

Comwell udvider i Kolding

Comwell har indsendt et forslag til kommunen på en udvidelse, der blandt andet rummer flere værelser og en forøgelse af de nuværende kongres- og restaurantfaciliteter.

Efterspørgslen på moderne, fleksible og store møde- og konferencefaciliteter er i disse år stigende. Med en central placering midt i landet er Kolding en attraktiv destination, når virksomheder i dag skal samle gæster fra hele landet. Derfor har Comwell netop indsendt et forslag til kommunen på en udvidelse af de nuværende rammer og faciliteter.

Flere møder og kongresser til byen

Koncernchef, Peter Schelde, ser frem til behandlingen af en kommende lokalplan, hvor Comwell gerne vil være med til at bidrage til at tiltrække flere møder, udstillinger og kongresser til byen og samtidig skabe flere arbejdspladser.

– Comwell har i mere end 30 år drevet konferencehotel i Kolding og er på mange måder en af koncernens spydspidser. Udviklingen er gennem en årrække gået i retning af, at møderne vokser, og der er behov for mere plads, ligesom konkurrencen med de større byer i provinsen er skærpet. Der stilles derfor højere krav til kapacitet, faciliteter og rammer. Vi er meget glade for det samarbejde, vi har haft med kommunen, siden vi åbnede Comwell Kolding i 1986. Så vi ser frem til en god dialog omkring vores ønsker til en kommende lokalplan, så vi dels kan stå stærkere i markedet og samtidig være med til at tiltrække flere møder og kongresser til byen, siger koncernchef Peter Schelde i en pressemeddelelse.

En udvidelse der rækker ud i fremtiden

Hvis udvidelsesplanerne bliver en realitet, vil Comwell Kolding have 300 værelser til rådighed mod 180 i dag. Samtidig vil den nuværende restaurantkapacitet blive fordoblet og konference- og kongresfaciliteterne forøget med op til 2.200 m2. Hotellets nuværende 180 værelser og øvrige faciliteter gennemgår en gennemgribende renovering.

Koldings borgmester, Jørn Pedersen, ser muligheder i Kolding som en stor konferenceby:

– Vi ser frem til at et udvidet Comwell får Kolding til at vokse som konferenceby. Vi kan jo se på tallene i de senere år, at flere og flere overnatter i Kolding, både konferencegæster og turister. Så lad os få succesen til at vokse, siger Jørn Pedersen.

En udvidelse af Comwell Kolding vil betyde 40-50 nye arbejdspladser. I dag beskæftiger hotellet 120 medarbejdere.

Tagget med:
Del denne artikel