Kolding Netavis

Koldingkor har fået flyvende start

Koret inviterer til ”Syng dig glad med Solong” lørdag den 3. november.

Den 5. februar tog fire sangglade koldingensere initiativ til at starte sangkoret Solong. Siden er det gået mere end stærkt, ja nærmeste flyvende. Det ene arrangement rundt om i Syddanmark afløser det andet, men nu har koret besluttet sig til at invitere koldingenserne til ”Syng dig glad med Solong” lørdag den 3. november i Kirkesalen i Sct. Jørgens Gård.

Aftenen i Kirkesalen starter allerede kl. 18. I billetten til 165 kr. er inkluderet en let tapasanretning. Da der til koncerten kun er plads til 100 gæster, opfordres interesserede til ikke at vente for længe med at sikre sig en billet, som kan købes på Sct. Jørgensgårds hjemmeside fra den 11. juni.

At Solong – opkald efter et ABBA-hits af samme navn, der også er blevet korets kendingsmelodi med ny dansk tekst – har fået så stor en succes, skyldes ikke mindst, at de 16 medlemmer har det klare mål, at publikum skal gå hjem i godt humør efter en festlig, fornøjelig og folkelig koncert.

Succesen skyldes dog også, at korets medlemmer har mange års erfaring fra andre korsammenhænge, så selv om Solong kun har få måneder på bagen, er der på ingen måder tale om nybegyndere – nærmest tværtimod. Det smitter også af på repertoiret, som omfatter både danske og engelske sange, og som også omfatter flere syng-med-potpourrier.

– Vores fornemste opgave er at give publikum en levende og glad oplevelse. Derfor omfatter vores repertoire også en lang række sange, som gæsterne kan nikke genkendende til og synge med på. Fra de koncerter, vi indtil nu har afviklet, ved vi, at fællessang aldrig går af mode, så vi gør alt for at skabe en stemning, så alle får rørt stemmebåndet, lyder det fra korets talsmand, Poul-Erik Hansen.

Koret tager gerne imod henvendelser fra f.eks. plejecentre, ældreklubber, virksomheder og private, der ønsker at få besøg af Solong. Det kan ske ved at kontakte Otto Skak på 2887 5050.

Del denne artikel