tirsdag, 19. juni 2018

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
 

Kloakseparering

jun 19, 2018

Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), byrådsmedlem, Kolstrup Bygade 4, 6070 Christiansfeld.

Lige nu arbejdes der på højtryk med den nye spildevandsplan, blå plan, i Vamdrup by. BlueKolding skal sanere og renovere en stor del af byens kloaksystem, der er i en mildest talt ringe stand.

På onsdagens borgermøde i Arena Syd, var det tydeligt at der var stor interesse omkring projektet, over 600 mennesker var mødt frem.

Jeg deltog på mødet af to årsager, dels er jeg medlem i Teknik- og Klimaudvalget, der har ansvaret for klimasikring og spildevandsområdet i Kolding kommune, og dels at jeg er uddannet kloakmester og selvsagt føler at jeg har en hvis forstand på området.

Det overraskede mig meget hvor stor frustration mange borgere udtrykte i forbindelse med det kommende projekt, for i Vamdrup har man en enestående mulighed for at håndtere regnvandet på egen grund, og dermed få tilbagebetalt omkring 25.000 kr., et beløb der for langt de fleste, sagtens dækker den udgift der er til etablering af en løsning for håndteringen af deres eget regnvand.

For mange lød det også som om, at man var nervøs for en ekstra omkostning i forbindelse med nyetablering af stikledninger, igen en udgift der for langt de fleste slet ikke bliver aktuel, da deres eksisterende stikledninger kan fortsætte som altid uden yderligere indsats, når regnvandet er koblet fra.

Kort sagt, er jeg overbevist om, at med lige netop dette projekt, så er der rent faktisk en del borgere i Vamdrup, som får en overskudsforretning ud af dette.

Ungeråd på vej

jun 19, 2018

Læserbrev af Merete Due Paarup (V), gruppeformand, Uhrevej 11, 6064 Jordrup.

På Danmarks største vælgermøde for unge markerede de unge, at de ønsker mere indflydelse og mangler et talerør til politikerne. Det har jeg også efterlyst længe Fx grotesk at vi har et fælles elevråd - som vi aldrig er i dialog med.

Nu er processen igang og de unge er i arbejdstøjet i færd med at komme med deres bud på hvordan et Ungeråd kan etableres, hvordan det skal organiseres, hvem der skal repræsenteres, hvordan aktiveres det og i det hele taget sikre det bliver mange unges råd.

Demokrati for unge er helt centralt - dels fordi vi reelt gerne vil have deres meninger, ideer og input og dels som led i en demokratisk dannelse. De skal opleve at demokratiet dur!

Vi lytter og er klar til at byde ideerne velkommen fra høringsret til indstillingspligt fra dialogmøder til budget til Ungerådet - men mest af alt reel indflydelse. Vi vil have verdens bedste folkeskole, vi vil være studieby i særklasse, vi vil være attraktiv by at være ung i og vi vil rigtig rigtige meget mere for de unge - og dét skal vi bruge de unge aktivt til at skabe.

Vi skal have høje ambitioner og tage børn og unge alvorligt. Det er demokratiets byggesten og demokratisk dannelse i praksis.

Læserbrev af Tanya Buchreitz Løwenstein, Kolding byråd (V).

Socialdemokratiets gruppeformand er ude og rette store anklager mod politikere i blå blok, fordi der i forbindelse med grundlovsmøde på Skamling, også var mulighed for at få en guidet tur og høre om de spændende planer for området af kommunale medarbejdere.

Udover at forestå denne del, har kommunen ikke på nogen måde været en del af hverken afvikling eller finansiering af grundlovsmødet, som socialdemokratiske kræfter ellers gerne vil have det til at fremstå.

Vi så samlingen af menneske, som en god anledning for kommunen, til at vise nogle projekter frem, hvilket man fra forvaltningen har benyttet sig af.

På samme måde som når medarbejdere omkring Marina City stiller op til et partiarrangement for SF. Jeg går ud fra at SF har arrangeret dette, for at involvere nogle borgere i, hvad der sker i vores skønne kommune og det kan jeg kun hilse velkommen så længe de ligesom os andre, selv afholder deres udgifter til den indbudte forplejning.

Ligesom at jeg også har en forventning om at man opruster i Legeparken, når børnene holder grundlovsmøde, så har jeg kun ros til overs for fleksible medarbejdere, der stiller op hvor borgerne er. Det er for mig at se borgerens centrum! En skam at Socialdemokratiet ikke deler den begejstring, og tillige går i medierne med kritik, fremfor at tage deres undren internt.

Fra partiet der normalvis hævder at stå bag medarbejderne, gælder det tilsyneladende kun indtil de kan bruges i en smædekampagne omkring magtfuldkommenhed i borgmesterpartiet.

Pinligt! Og så klinger det også ret hult, fra et parti der havde valgt en kommunal lokation i form af Nicolai komplekset til eget grundlovsmøde.

Læserbrev af Merete Due Paarup (V), gruppeformand, Uhrevej 11. 6064 Jordrup.

Grundlovsdag er demokratiets festdag, der fejres på forskellig vis og forskellige steder af de forskellige partier. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti holder det på vores fælles kulturarvsfyrtårn - Skamlingsbanken. De Radikale i den kommunale kulturskole i Marielundskoven. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten var i år rykket til vores fælles Kommunale Kulturkompleks Nicolai. Der blev holdt taler om de vigtige værdier i vores demokrati, vores ytringsfrihed om Danmark i fortiden, nutiden og fremtiden. De store visioners dag.

Derfor er det også ærgerligt, at Socialdemokratiet er nu ude at anklage partierne fra på Skamlingsbanken for at "have fingrerne i kommunekassen" og få kommunen til at arrangere den - det er ikke korrekt. Vi har alle en stor interesse, i at Skamlingsbanken formidles.

Derfor er det da helt naturligt, at vi forhørte os om Kommunen ville tage initiativ til en rundtur og naturformidling den dag, hvor der typisk er mange mennesker samlet. Det synes de gav god mening i forhold til strategien, slagplanerne og formidlingen for Skamlingsbanken.

Det blev lavet - uafhængigt af Grundlovsmødet, uafhængig økonomi - men naturligvis har vi nævnt det i vores annoncering men ellers har de kun stedet og at alle er inviteret til fælles. Nøjagtig som andre partier også gør fx i cykeltur ved Marina City eller andre bruger vores fælles kultursteder.

Jeg går ind for demokrati og for synergi. Ikke millimeterdemokrati - og lad-os-finde-stenene-i-skoen-energi.

Læserbrev af Jørn Dohrmann (DF), medlem af Europa-Parlamentet, Drenderupvej 30, 6580 Vamdrup.

Europa-Parlamentet har netop godkendt en rapport, der omtaler midlertidig grænsekontrol som ulovlig. Parlamentet mener, at grænsekontrol er i strid med Schengen-reglerne.

Lande som Østrig, Tyskland, Frankrig og sågar dukselandet Sverige indførte ellers i 2016, på grund af flodbølgen af immigranter, en midlertidig grænsekontrol, men parlamentet mener altså, at alle disse lande handler i strid med reglerne.

Den juridiske udredning skal jeg ikke blande mig i, jeg vil blot i al stilfærdighed minde om, at regler bør laves om, hvis de er i strid med sund fornuft - og det gælder i særdeleshed her.

Danmark - og de øvrige lande - har nemlig stor gavn af den ekstra sikring en grænsekontrol giver. Både i forhold til terrortruslen, som Europa-Parlamentet åbenbart er aldeles ligeglad med, men så sandelig også i forbindelse med anden grov, grænseoverskridende kriminalitet.

Danmark har, siden grænsekontrollen blev indført, afvist 5150 personer direkte på grænsen og heriblandt altså forbrydere af værste skuffe, samt naturligvis en stor gruppe økonomiske plattenslagere. Denne gruppe kommer oftest fra Afrika og Mellemøsten, altså fra lande hvor det har vist sig næsten umuligt og mere end svært at få integrationen til at virke.

Grænsekontrollen er derfor af mange gode grunde simpelthen nøglen til beskyttelsen af Europa og Danmarks borgere mod vold, voldtægt, hjemmerøverier og sågar terror samt naturligvis mod udhuling af vores velfærdssystem.

Men den slags er Europa-Parlamentet åbenbart fløjtende ligeglad med, her fortsætter man ufortrødent og ude af trit med befolkningernes interesse en dagsorden, der hører fortiden til.

Jeg vil fortsætte min kamp i parlamentet for et Europa med god solid kontrol på de ydre såvel som de indre grænser.

Læserbrev af Jørn Dohrmann (DF), medlem af Europa-Parlamentet, Drenderupvej 30, 6580 Vamdrup.

En ny EU-dom tvinger nu luftfarsselskaberne til at give kompensation, hvis flyrejsen bliver forsinket eller helt aflyst i tilfælde af strejker.

Hidtil har selskaberne kaldt sådanne hændelser for ”ekstraordinære omstændigheder”, hvilket på almindeligt dansk har betydet, at de afviste at betale erstatning.

EU-domstolen har imidlertid kun fået en halv sejr, for der er naturligvis masser af ”ekstraordinære omstændigheder” tilbage, som kan trækkes op af hatten og smækkes på disken til forundring for sagesløse passagerer.

Der er også stadig lidt tvivl om, hvorvidt den nye EU-dom kan tolkes sådan, at den gælder for alle strejker eller kun, hvis ens fly er aflyst på grund af ulovlige strejker.

Der er således lang vej før, man som flypassager får erstatning for sin vare, hvis den ikke er, som man har aftalt. Flyforsinkelser må man også stadig acceptere helt op til tre timer, før de udløser en kompensation.

Læserbrev af Merete Due Paarup (V), gruppeformand, Uhrevej 11, 6064 Jordrup.

Vi lever i en tid og en verden, hvor dét, der kan måles og vejes, opfattes som mere værdifuldt end det, der ikke kan. Men vi oplever også flere og flere børn og unge der mistrives og oplever et kæmpe pres konstant at skulle præstere godt.

Vi tester og måler og klapper, når Kolding Kommune igen står højt på listerne. Men er det egentlig dét vi vil og der de tal vi klapper af også de tal, der understøtter børnenes lyst til læring? Vil vi have børn, der er dygtige til test eller vil vi have børn, der er kreative, entreprenante, dygtige til samarbejde? Det vi måler på er også det vi får - men hvad nu hvis vi måler på det forkerte?

I Kolding Kommune arbejder vi med nye sigtelinjer for Fremtidens Folkeskole - og her har vi skrevet at “karakterene skal have en rusketur”. Jeg vil derfor foreslå, at vi kommer i arbejdstøjet og kigger kritisk og konstruktivt på den måde vil måler og tester på. Vi skal have tillid til at skolerne og lærerne afgør hvilke evalueringsredskaber, der giver mening og kan understøtte eleverne og lærerne bedst muligt.

Helt konkret foreslår jeg, at vi starter med at drøfte mulighederne for dispensation for de nationale test, der i min optik mere er et djøficeret skrivebordsprojekt end et reelt redskab ude i virkeligheden.

Læserbrev af Karina Adsbøl, MF for Dansk Folkeparti, Koldingvej, 6580 Vamdrup.

Dansk Folkepartis byrådspolitikere har presset på længe og jeg, der er valgt i Koldingkredsen, har bakket op hele vejen. Vi har indsamlet tusindvis af underskrifter og flere gange bragt sagen op I Folketingets spørgetime.

Nogen vil kalde os ualmindeligt stædige, men i sagen om etablering af videoovervågning i Kolding midtby, vil jeg betegne det pres, DF har lagt på justitsministeren, som et adelsmærke.

Nu er snak nemlig blevet til handling. Og det glæder mig helt utroligt meget.

Lige omkring det kommende månedsskifte bliver der nemlig sat overvågningskameraer op. De vil blive placeret af Sydøstjyllands politi, som således vil sikre den mest hensigtsmæssige placering.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi har givet politiet et effektivt værktøj i bestræbelserne på at give borgerne markant øget tryghed.

Og nu er økonomien også på plads via sidste års finanslovsaftale. Her blev der nemlig afsat et klækkeligt millionbeløb til politiet. Pengene skal anvendes til netop videoovervågning af områder, hvor behovet for den tryghedsskabende foranstaltning er særligt stor.

Det er den i Kolding, som sidste år sendte en ansøgning om at få del i puljen.

Så jeg synes godt, at man kan tillade sig at være både stolt og glad for, at det nu er lykkedes at få etableret videoovervågning.

Læserbrev af Karina Adsbøl, MF for Dansk Folkeparti, Koldingvej, 6580 Vamdrup.

Hele 33 mia. kr. koster ikke-vestlig indvandring Danmark årligt de næste 82 år. Det fremgår af en fremskrivning fra Finansministeriet, der går helt frem til år 2100. Det skyldes ikke mindst, at alt for mange ikke-vestlige indvandrere er uden beskæftigelse og derfor modtager overførselsindkomst.

Det er rigtig mange penge. Penge, som kunne bruges til langt bedre formål. Det kunne være at sikre en bedre ældrepleje, en bedre social politik, bedre normeringer på sygehusene, og sætte mere fokus på de mennesker, der har brug for en ekstra hånd i deres dagligdag.

Så behøvede vi ikke engang diskutere det uholdbare i bornholmske sparekataloger, hvor man lægger op til kun at bade de ældre hver 14. dag og så bruge vådservietter for resten.

Jeg synes, det er sørgeligt. Og endnu mere sørgeligt er det at frem for at se realismen i øjnene og stoppe for tilstrømningen af ikke-vestlig indvandring og lukke kassen i, så fortsætter galskaben.

Ofte når man italesætter de udfordringer indvandringen medfører, og har medført, bliver man mødt med beskyldninger om at være fremmedfjendsk.

Det at være realist, er ikke altså ikke det samme som at være racist.

Vi er nødt til at se det faktum i øjnene, at ikke-vestlig indvandring er en dårlig forretning for Danmark økonomisk som kulturelt. Jo hurtigere, vi når den erkendelse, jo bedre.

  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Juni 2018 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
        1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30