tirsdag, 14. august 2018

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
 

Nye tal viser, at Kolding Kommunes skoleelever er blandt de mest overvægtige i landet. Det vil SF og DF lave om på.

I følge P4 Trekanten er 14 procent af skoleeleverne i Kolding Kommune overvægtige. Dermed placerer kommunen sig blandt de kommuner, der har landets tungeste elever.

Men det vil formand for Børn- og Uddannelsesudvalget Kristina Jørgensen (DF) og formand for Social- og Seniorudvalget Karina Lorentzen lave om på. Det skriver de i en pressemeddelelse.

- Det undrer mig, at vi ligger så højt. Derfor skal vi have kortlagt, hvad der ligger bag disse tal. Vi ved, at flere børn bliver kørt i skole og at ipads nogle steder erstatter turen på fodboldbanen, men det er jo en landsdækkende trend. Derfor skal vi have mere viden om, hvad der gør sig gældende for vores kommune, forklarer Kristina Jørgensen (DF).

Kollegaen Karina Lorentzen (SF) er enig, og sammen med Kristina Jørgensen er hun optaget af, de selvværds- og helbredsproblemer overvægt ofte giver senere i livet. De to byrådsmedlemmer stiller derfor forslag om, at det igangværende projekt Ligevægt, som er målrettet overvægtige voksne, nu også bliver udbredt til at omfatte børn:

- Det nytter ikke noget at slå hverken børn eller voksne oven i hovedet med motionsskemaer og kostplaner. Hvis det var så nemt, så var verden fulde af tynde mennesker. Ligevægt handler om at trives i stedet for at fokusere på nålen på badevægten, og derfor giver dette projekt meget mening for børn også, forklarer Karina Lorentzen (SF).

De to udvalgsmedlemmer stiller forslaget på førstkommende udvalgsmøde i social- og sundhedsudvalget efter sommerferien.

Sådan ser forslaget ud:

Indsats i forhold til overvægtige skoleelever

I følge P4 viser den nationale sundhedsprofil, at Kolding Kommunes skolebørn er blandt de mest overvægtige i landet. Således skulle 14% af kommunens børn være overvægtige mod 0,7% i Gentofte.

Overvægt kan være udfordrede i forhold til den enkeltes selvværd, ligesom et langt liv med overvægt kan grundlægges i barndommen og ender med at give helbredsproblemer i voksenlivet. Derfor giver det mening at sætte forebyggende ind.

Kristina Jørgensen (DF), formand for børne- og uddannelsesudvalget samt Karina Lorentzen (SF) foreslår derfor:

• At det undersøges, hvorfor Kolding Kommune ligger så højt placeret og om der er særlige målgrupper, udvalget skal være opmærksom på samt at der eventuelt kommer konkrete bud på løsninger for at imødegå overvægt

• At det undersøges, om projekt Ligevægt kan udbredes til folkeskoleelever, således at der bliver et lignende tilbud til dem

Ejerkredsen i restaurant-kæden bliver nu udvidet.

Restaurant Flammen udvider nu ejerkredsen med tre medarbejdere, som har været med siden den første restaurant i Kolding.

Familien Rosenfeldt og Sunddal har fået tre medarbejdere med i ejerkredsen. Tidligere bestod ejerne kun af Ketty, Flemming, Martin og Kristina Sunddal, men efter de har lukket op for muligheden om at en lille skare af medarbejdere kunne købe sig ind i virksomheden, er der kommet yderligere tre omkring bordet. Det er Allan Sunddal, Buster Larsen og Christian Lund, som alle har været en del af Restaurant Flammen siden den første restaurant i Kolding, der åbnede i 2009.

- Tilføjelsen af de tre nye ejere skal først og fremmeste sikre, at vi i bestyrelsen og direktionen fortsat har den tætte kontakt med vores gæsters og medarbejders oplevelser i vores restauranter. Vi ønsker, at vi altid har en snabel helt ude i driften når vi træffer beslutninger. Dernæst, er det meget stort for os, at nogle af vores allerførste medarbejdere udviser så stor tillid til konceptet og virksomheden, fortæller administrerende direktør Elias Grøftholdt Tychsen i en pressemeddelelse.

- Vi startede det her med en enkelt restaurant i Kolding, og i dag er der 14 Flammen Restauranter i Danmark og en i Hamburg, så det har været en sjov rejse, som vi sammen med vores medarbejdere har været på, og vi glæder os til virksomhedens næste skridt, siger familien.

Næste skridt er på den korte bane er udvidelse af Flammen til flere lokationer i Hamburg:

- Vi allerede nu er i forhandling omkring potentielle lejemål. Sideløbende har vi fortsat stort fokus på vores danske restauranter, slutter Elias Grøftholdt Tychsen.

Tørken kan få konsekvenser for landmanden - yd nabohjælp inden du snitter halmen.

Tørken i år kommer til at påvirke stort set alle danske landmænd.

Hos Kolding Herreds Landbrugsforening (KHL) hjælper de gerne med at skabe kontakten mellem landmænd med overskud og landmænd, der mangler eksempelvis grovfoder og halm, fortæller bestyrelsesmedlem Peter Baungaard Sørensen i en pressemeddelelse.

Det varme og ekstrem tørre forår sætter nu sit aftryk på udbyttet af blandt andet grovfoder og halm. Vejrudsigten for den kommende uge hjælper ikke på dette, og det kan være en udfordring for landmændene at finde alternativer til fodring og strøelse.

Grovfoder og halm bliver en mangelvare

I øjeblikket er det svært at finde ekstra grovfoder. Mange landmænd har et lavere udbytte, hvilket sandsynligvis vil skabe en mangelsituation i hele landet. Især økologer har en udfordring med at finde alternativer til deres grovfoder. Derfor tilskynder KHL den enkelte landmand til at have styr på sin fodersituation og eventuelt allerede nu tænke ud af boksen og undersøge muligheder for at købe foder andre steder.

Brug KHL Børsen som supplement

- Hos KHL vil vi gerne hjælpe med at skabe kontakten mellem landmænd med overskud af grovfoder og landmænd, som mangler for eksempel grovfoder og halm, siger KHLs bestyrelsesmedlem Peter Baungaard Sørensen, Egtved, og fortsætter:

- Vi er nødt til at hjælpe hinanden i den situation, vi befinder os i. Derfor opfordrer vi dig til at oprette en annonce på KHL Børsen, hvor det er muligt at hjælpe andre landmænd med at sælge eller købe grovfoder, halm og andre landbrugsprodukter.

Tilbyd halm til dit netværk, inden du snitter

Er du planteavler, overvejer du måske lige nu, om halmen skal snittes eller presses. Inden du træffer beslutningen, håber KHL, du vil spørge dit netværk om der er nogle, der ønsker at købe halmen – den vej kan du måske hjælpe en trængt landmand. Du kan også oprette en annonce på KHL Børsen inden høst.

Medarbejderne på Kolding Kommunes plejehjem får endnu mere viden om demens.

Kolding Kommune har fået to millioner kroner til at blive endnu dygtigere på demensområdet, i første omgang på kommunens plejehjem, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Pengene skal bruges til at etablere et hold af medarbejdere, som får særlige kompetencer indenfor demens. Disse medarbejdere har til opgave at udbrede viden blandt deres kolleger og derigennem sikre en tryg og meningsfuld hverdag for det enkelte menneske med demens.

- Vi prioriterer i Seniorudvalget demensområdet rigtig højt, da demens er en sygdom, der rammer mange mennesker, både den syge og de pårørende. Det er særligt glædeligt, at nyheden om puljemidlerne til kompetenceløft kommer på samme dag, som vi åbner vores nye aktivitets- og rådgivningscenter for mennesker ramt af demens og deres pårørende. Vi er optaget af hele tiden at udvikle viften af tilbud til familier, der har demenssygdom tæt inde på livet, fortæller seniorudvalgsformand Søren Rasmussen i pressemeddelelsen.

Allerede i foråret 2018 er der blevet uddannet nøglepersoner på nogle af kommunens plejehjem, og på baggrund af de gode erfaringer, det har givet, vil Kolding Kommune nu fortsætte med resten af kommunens plejehjem. På den måde sikres det, at alle medarbejdere får den samme viden og det samme sprog omkring demens.

- Det er vigtigt, at borgeren med demens og de pårørende mødes af personale, som har viden om sygdommen og redskaber til at støtte borgeren i at få en tryg og meningsfuld hverdag. Medarbejderne på kommunens plejehjem er allerede både dygtige og engagerede, og det er en glæde, at de har lyst til at udvikle sig videre med den nye viden, der hele tiden kommer på området, forklarer Søren Rasmussen.

Fakta

Midlerne kommer fra Sundhedsstyrelsens pulje ”praksisnært kompetenceløft i kommuner og regioner” og anvendes i 2018 og 2019.

Der har været 97 ansøgere til puljen, og 24 har modtaget støtte, herunder Kolding Kommune. Sundhedsstyrelsen står også bag det demensrejsehold, der lige nu besøger nogle af kommunens plejehjem.

Designeren Kristine Mandsberg sætter fokus på det sanselige, taktile og rumlige, når hun i august præsenterer udstillingen Landscape i Nicolai Kunst & Design.

Det bliver designeren Kristine Mandsberg, der kommer til at fylde Nicolai Kunst & Design i august måned, når hun præsenterer udstillingen Landscape. Det skriver Nicolai Kunst & Design i en pressemeddelelse.

Tre installationer

Udstillingen består af tre installationer, en for hvert rum i Nicolai i Nicolai Kunst & Design. Her kan man som besøgende bevæge sig fra rum til rum og opleve udstillingen, som 3 forskellige, abstrakte landskaber. Referencen til landskaber er en intention om at skabe en parallel til, hvordan vi som mennesker oplever, er nysgerrige på vores omgivelser og gerne både vil se, røre og bevæge os fysisk når vi skal opleve noget nyt. At vi som mennesker har en udforskende adfærd frem for at være passive beskuere, hvilket formen på udstillingen også gerne skal understrege.

Med udgangspunkt i materialer, mønstre og farver, har hver installation sin egen karakter, og hvert rum bliver til et abstrakt visuelt, taktilt og farverigt landskab.

Med en baggrund som tekstildesigner er Kristine Mandsberg optaget af, hvordan hun kan skabe rummelige, visuelle og sanselige oplevelser, med udgangspunkt i farver, mønstre og materialer, arbejde i stor skala, samt udforske hendes fags potentiale.

Uddannet på Designskolen

Kristine Mandsberg er uddannet Tekstil Designer fra Designskolen Kolding og The Royal College of Art i London i 2008. Hun arbejder fra sit værksted på Nørrebro, hvor hun beskæftiger sig meget bredt med sit fag. Hun har eksempelvis løst kommercielle opgaver for virksomheder som Ikea, Gyldendal og Kunde & Co, lavet en udsmykning til Byens Hegn på Rådhuspladsen, og arbejdet med rumlige tekstile installationer, både til kommercielle kontekster som eksempelvis messer og showrooms, og til udstillinger hvor installationerne har et mere eksperimentelt og kunstnerisk afsæt med den intention at skabe rumlige oplevelser.

Hun er generelt optaget af hvordan hun kan arbejde med at formidle visuelle og sanselige oplevelse gennem hendes faglighed som tekstil designer, hvor mønstre, materialer, og farver spiller en stor rolle.

Udstillingen er lavet med støtte fra Nationalbanken, Kolding Kommune og Statens Kunstfond.

Landscape kan opleves fra 4. august til 2. september. Der er fernisering fredag den 3. august mellem klokken 15 og 17.

Sent onsdag aften blev en yngre kvinde fra Kolding udsat for blufærdighedskrænkelse.

Rapperen Eminem gav sent onsdag aften koncert på Roskilde Festival.

Under koncerten blev en 24-årig kvinde fra Kolding befølt i skridtet under tøjet af en fremmed mand. Det oplyser Midt- & Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Kvinden anmeldte episoden ved 03.30-tiden natten til torsdag. Her blev kvinden fra Kolding afhørt.

Hun gav følgende beskrivelse af krænkeren:

Mand

20-25 år

Mørklædet

Muligvis arabisk afstamning

175-185 centimeter høj

Muskuløs

Mørke øjne

Ingen skæg

Mørkt hår sat op i pjusket frisure

Iført t-shirt med lange ærmer og mørke jeans

Midt- & Vestsjællands Politi leder efter manden.

 

Lastbilchauffør afsløret i at snyde med forureningen.

Luften er måske atter blevet en smule renere efter Tungvognscenter Syd har været på gaden, og har afsløret lastbiler, hvor SCR-systemet er sat ud af drift. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tirsdag blev et hollandsk vogntog kontrolleret i Kolding. Her var manipuleret med lastbilens SCR-system, hvorfor vogntoget blev fulgt til autoriseret værksted, og skulle repareres. Lastbilchaufføren fik en bøde på 7.500 kroner, mens virksomheden fik en bøde på 15.000 kroner.

Desuden blev der noteret to overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne. Bøden betalt på stedet.

SCR-sytemet renser udstødnings-gasserne for nitrogenoxider (NOx).

Skoleelever sveder og får nye venner på karatesommerskole.

Hurtigt løb, koncentration og røde kinder hos børn i Asia Sport Center hele ugen. Her prøver børn og unge kræfter med karate i Kolding Kommunes ferietilbud til skoleelever.

- Min papfar sagde, at det kunne være sjovt for mig at prøve karate i ferien, fortæller Tobias K. Jørgensen, der går i 2.c på Lyshøjskolen.

- Det er spændende at slå og sparke. Og jeg har set karate på YouTube, sammen med min storesøster, fortsætter han.

Flere af eleverne fortæller, at det er for at lære, hvordan man kan forsvare sig selv, de har tilmeldt sig karate i denne uge. Det er også væsentligt, at man får nye venner.

- Det er en god måde at få nye venner på, siger Emilie Norlyk fra 7.b på Sdr. Bjert Centralskole.

Hun deltager sammen med sin veninde fra skolen, der begge synes, at de lærer rigtig meget:

- Vi har gode trænere og lærer virkelig meget.

Karatesommerskolen er intense timer med konditionstræning, leg og styrketræning, hvor eleverne får en lille forsmag på forsvarsteknikker i karate.

- I begyndelsen virkede det lidt farligt, men nu er det sjovt. Virkelig sjovt!, slutter Xinge Ji fra 2.a på Aalykkeskolen.

Kolding Sygehus får i disse dage nye "beboere".

I disse dage flytter akvariefisk ind på Kolding Sygehus – til gavn for patienterne, skriver Sygehus Lillebælt i nyhedsbrevet Tirsdag.

Overlæge Lisa Seest Nielsen har tænkt grundigt over, hvad hun skulle bruge det legat på 25.000 kroner til, som hun modtog for få år siden. Nu har hun besluttet, at det skal gavne de pårørende til de patienter, der ligger kritisk syge på hendes afdeling, Bedøvelse og Intensiv på Kolding Sygehus.

Flere hold akvariefisk

Derfor ankommer i disse dage flere hold akvariefisk til det akvarium, hun har indkøbt. Akvariet står i afdelingens nyindrettede pårørenderum, hvor pårørende kan trække sig tilbage og hvile eller spise sammen.

- Hvis man er pårørende til en kritisk syg på en intensivafdeling, så er det rigtigt ubehageligt at køre hjem, endda at gå over på vores patienthotel, for man har allermest lyst til at være lige dér, hvor alle de alvorlige ting sker, siger overlæge Lisa Seest Nielsen til Sygehus Lillbælts nyhedsbrev.

I afdelingens nye pårørenderum kan de pårørende få ro og spise sammen. Der er også en sovesofa, som kan klappes ud, så man kan tage en lur og til nøds overnatte, hvis der er behov for det. Med et familiemedlem, der er kritisk syg, er det vigtigt for pårørende at kunne være sammen – og være alene sammen, og det kan de i pårørenderummet, hvor akvariet er med til at gøre rummet mere hjemligt.

Kolding-teatret har indgået et nyt samarbejde.

Dronning Dorothea Teatret og Kolding Handicap IF har indgået et samarbejde, der skal skabe bedre kulturtilbud til handicappede, oplyser teatret i en pressemeddelelse.

Ruben Beck Madsen, formand Kolding Handicap IF, og Jacob S. Knudsen, formand Dronning Dorothea Teatret ser frem til det kommende samarbejde.

Glad formand

Ruben Beck Madsen glæder sig over, at der både er installeret elevator og toilet for handicappede, hvilket giver handicappede medlemmer større muligheder for at benytte de kulturelle muligheder i Kolding.

Dronning Dorothea Teatret tilbyder desuden gratis adgang for ledsager, ved billetkøb til handicappede.

Ruben Beck Madsen og Jacob S. Knudsen er enige om, at der er mange andre muligheder for de handicappede på teatret, eksempelvis at lave en forestilling sammen.

De handicappede skal heller ikke gå glip af sommerens festspil på Koldinghus med Stig Rossen, så der vil være faste reserverede pladser til alle forestillinger. Og der vil igen være gratis adgang for ledsagere.

  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« August 2018 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
    1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31