tirsdag, 19. juni 2018

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
 

Nu har Kolding fået deres helt egen lokalradio.

Fredag eftermiddag blev Koldings nye radio - Radio Viva - officielt indviet.

Borgmester Jørn Pedersen (V) holdt åbningstalen direkte i radioen - altså for åben mikrofon. Og radioen var officielt indviet, da borgmesteren efter talen startede musikken.

En af bagmændene bag Radio Viva, Ole Klinkby mener, at Kolding har brug for en ny radio:

- Kolding er et vækstområde - et stort område, hvor der sker mange ting. Vi vandt jo en masse FM-frekvenser ved radioudbuddet sidste år og nogle af dem synes vi skulle komme Kolding-området tilgode. De sidste tre år har Kolding ikke haft en lokalradio, fortæller Ole Klinkby til Kolding Netavis.

Hvad kan Radio Viva byde lytterne?

- Radio Viva er en radio, som du bliver glad i låget af at lytte til. Det bliver også en informativ radio, der vil fortælle, hvad der sker i Kolding, siger Ole Klinkby.

Interessante historier til lytterne

En af radioværterne er den kendte Kolding-stemme Brian Ebbesen. Han mener også, at koldingenserne skal have deres egen radio:

- Når lytteren tænder for radioen får de historier, som er interessante for dem. Hvis der er en mindre historie i Kolding kommer den ofte ikke med i de større medier. Men vi kan være der, hvor lytteren er - og hvor vores kunder er, fortæller Brian Ebbesen til Kolding Netavis.

Åbningen af Radio Viva blev fejret med åbent hus i lokalerne i Kolding Storcenter. Fredag aften fortsætter festlighederne med "Viva late night". Her kan du opleve L.I.G.A og Pauline på scenen på Storetorv fra klokken 19.

Du kan lytte til Radio Viva på FM 106,3 og 98,0 MHz samt på nettet, app, mobil, tablet og www.radioviva.dk.

Comwell har indsendt et forslag til kommunen på en udvidelse, der blandt andet rummer flere værelser og en forøgelse af de nuværende kongres- og restaurantfaciliteter.

Efterspørgslen på moderne, fleksible og store møde- og konferencefaciliteter er i disse år stigende. Med en central placering midt i landet er Kolding en attraktiv destination, når virksomheder i dag skal samle gæster fra hele landet. Derfor har Comwell netop indsendt et forslag til kommunen på en udvidelse af de nuværende rammer og faciliteter.

Flere møder og kongresser til byen

Koncernchef, Peter Schelde, ser frem til behandlingen af en kommende lokalplan, hvor Comwell gerne vil være med til at bidrage til at tiltrække flere møder, udstillinger og kongresser til byen og samtidig skabe flere arbejdspladser.

- Comwell har i mere end 30 år drevet konferencehotel i Kolding og er på mange måder en af koncernens spydspidser. Udviklingen er gennem en årrække gået i retning af, at møderne vokser, og der er behov for mere plads, ligesom konkurrencen med de større byer i provinsen er skærpet. Der stilles derfor højere krav til kapacitet, faciliteter og rammer. Vi er meget glade for det samarbejde, vi har haft med kommunen, siden vi åbnede Comwell Kolding i 1986. Så vi ser frem til en god dialog omkring vores ønsker til en kommende lokalplan, så vi dels kan stå stærkere i markedet og samtidig være med til at tiltrække flere møder og kongresser til byen, siger koncernchef Peter Schelde i en pressemeddelelse.

En udvidelse der rækker ud i fremtiden

Hvis udvidelsesplanerne bliver en realitet, vil Comwell Kolding have 300 værelser til rådighed mod 180 i dag. Samtidig vil den nuværende restaurantkapacitet blive fordoblet og konference- og kongresfaciliteterne forøget med op til 2.200 m2. Hotellets nuværende 180 værelser og øvrige faciliteter gennemgår en gennemgribende renovering.

Koldings borgmester, Jørn Pedersen, ser muligheder i Kolding som en stor konferenceby:

- Vi ser frem til at et udvidet Comwell får Kolding til at vokse som konferenceby. Vi kan jo se på tallene i de senere år, at flere og flere overnatter i Kolding, både konferencegæster og turister. Så lad os få succesen til at vokse, siger Jørn Pedersen.

En udvidelse af Comwell Kolding vil betyde 40-50 nye arbejdspladser. I dag beskæftiger hotellet 120 medarbejdere.

Jørn Pedersen har fået Ridderkorset.

Borgmester Jørn Pedersen (V) er lidt stolt og beæret.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

Ved tirsdagens byrådsmøde fik han nemlig overrakt Ridderkorset, da han blev Ridder af Dannebrogordenen. Hæderen blev overrakt af viceborgmester Søren Rasmussen (DF).

- Jeg føler det er en ære at modtage Ridderkorset. Det kan ikke blive større. Jeg er pavestolt, beæret og er helt ydmyg over modtagelsen af Ridderkorset. Det er noget helt særligt, siger Jørn Pedersen til Kendte.dk.

På et senere tidspunkt skal Jørn Pedersen forbi Christiansborg Slot for at takke dronning Margrethe.

 

Iværksætteren og ejendomsmanden Pierre Legarth, Kolding, har via selskabet Pierre Ejendomme A/S købt den sidste storparcel på Kløvkærgrunden i Seest. Her skal der opføres 80 private boliger.

Hermed er samtlige storparceller solgt i den nye bydel, hvis kendetegn bliver bæredygtigt byggeri og arkitektonisk nytænkning.

Storparcellen på 38.765 kvadratmeter har været udbudt til salg. Tirsdag den 29. maj, kl. 12, udløb fristen. Pierre Ejendomme A/S var den eneste, som havde budt. Selskabet køber parcellen til den udbudte mindsteprisen på 15,2 mio. kr. Herfra skal trækkes tre mio. kr., som selskabet kan bruge til flytning af jord på storparcellen, hvor en del af arealet har en lidt ustabil jordbund, der er svær at bygge på.

- Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang med projektet. Beliggenheden for en ny bydel i Kolding kan simpelthen ikke blive bedre. Det er virkelig et hotspot, siger Pierre Legarth i en pressemeddelelse fra Kolding Kommune.

Klyngehuse i to etager

Planen er opføre 80 boliger i form af klyngehuse i to etager i kvarteret, som får navnet Stjerne Parken Kolding. Halvdelen af boligerne bliver ejerlejligheder, resten udlejningsboliger til Pierre Ejendommes egen portefølje. Materialerne vil være tegl, træ og andre naturmaterialer, som falder fint ind i det naturskønne område.

- Netop fordi omgivelserne er så smukke, kommer der også stor fokus på beboernes udeliv i form af rummelige terrasser og altaner, grønne arealer, små kælkebakker, osv, oplyser Pierre Legarth.

Godt og varieret miks af boliger

Borgmester Jørn Pedersen glæder sig over, at der med salget af storparcellen til Pierre Legarth for alvor kommer gang i udviklingen af området, som blev ramt af fyrværkerikatastrofen i 2004.

- Vi mangler boliger i Kolding. Det kan opførelsen af 80 private boliger på Kløvkærgrunden være med til at afhjælpe. I forvejen har Lejerbo og AAB hver købt hver en storparcel til almene boliger. Sammenlagt får vi med de nye private boliger et godt og varieret miks af boliger i vores nye bydel. Og så glæder jeg mig selvfølgelig også rigtig meget til, at der igen kommer liv i det område, som blev ramt af den frygtelige fyrværkeribrand, siger Jørn Pedersen.

Med salget af storparcellen til Pierre Ejendomme A/S er al jord på Kløvkærgrunden solgt. Lejerbo er i fuld gang med at opføre 35 almene familieboliger, mens AAB har købt en storparcel til etagebyggeri.

Forventet indflytning i 2020

Pierre Ejendomme A/S havde faktisk tidligere købt en del af den nyerhvervede storparcel på Kløvkærgrunden, men den handel valgte selskabet at lade gå tilbage i maj 2016 på grund af usikkerhed om jordbundsforholdene, som på en del af arealet krævede dyr pælefundering. Nu køber selskabet de samme områder plus yderligere et stykke jord på Kløvkærgrunden.

Siden 2016, har kommunen lavet en række supplerende undersøgelser af jordbundsforholdene. Tre mindre parceller er slået sammen til én stor parcel, så bygherren bedre kan flytte rundt på byggefelterne og på den måde undgå de områder, hvor funderingen er en udfordring. Og endelig bliver der trukket et beløb på tre mio. kr. fra købssummen, som køberen kan bruge til flytning af jord.

Før byggeriet kan komme i gang, skal der nu laves en lokalplan, området skal byggemodnes, osv.

- Fra kommunens side nedsætter vi snarest en tværfaglig taskforce og sætter os sammen med Pierre Ejendomme A/S for at lave en plan for det videre forløb, så projektet kan komme i gang så hurtigt som muligt, oplyser teamkoordinator Lone Marie Kristensen fra afdelingen Strategisk Vækst.

Pierre Legarth håber, at de første beboere kan flytte ind i Stjerne Parken i 2020.

  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Juni 2018 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
        1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30  

Warning: mysqli::stat() [mysqli.stat]: Couldn't fetch mysqli in /var/www/kolding-netavis.dk/public_html/libraries/joomla/database/driver/mysqli.php on line 209

Warning: mysqli_close() [function.mysqli-close]: Couldn't fetch mysqli in /var/www/kolding-netavis.dk/public_html/libraries/joomla/database/driver/mysqli.php on line 216

Warning: mysqli::stat() [mysqli.stat]: Couldn't fetch mysqli in /var/www/kolding-netavis.dk/public_html/libraries/joomla/database/driver/mysqli.php on line 209

Warning: mysqli_close() [function.mysqli-close]: Couldn't fetch mysqli in /var/www/kolding-netavis.dk/public_html/libraries/joomla/database/driver/mysqli.php on line 216