Den 10. juli er det 100 år siden kong Christian den 10. red over grænsen og ind i Sønderjylland på sin hvide hest. Det markeres med en række aktiviteter i Frederikshøj ved den gamle grænse samt i Christiansfeld.

Egentlig skulle der have været holdt en stor officiel fejring med deltagere fra Kongehuset, Garderhusarregimentet og en folkefest i Christiansfeld. Men på grund af Covid-19 er den officielle del udskudt til juni 2021.

100-året for Genforeningen og for kongens tur rundt i Sønderjylland bliver dog ikke forbiet i stilhed af den grund. Der er nemlig masser af aktiviteter, man kan kaste sig over:

Blomsternedlæggelse

09.20. Mellem Frederikshøj og Høkkelbjerg

Traditionen tro lægges der blomster ved Kongestenen, som blev rejst 15. maj 1921 til minde om Genforeningen. Blomster lægges af en repræsentant fra Genforenings- og Grænsemuseet, borgmester Jørn Pedersen samt repræsentanter fra Slesvigske Fodregiment.

Genforenings- og Grænsemuseets 25-års fødselsdag

11-17. Genforenings- Grænsemuseet. Gratis

I år det 25 år siden H.M. Dronning Margrethe II m.fl. fejrede indvielsen af det lille museum, som fortæller den store danmarkshistorie. Det markeres med spændende aktiviteter fx gratis hestevognsture, fremvisning af museets nye præsentationsvideo og andre overraskelser. Der er gratis adgang i dagens anledning.

Man kan også tage med til lancering af tre nye bøger præsenteres af forfatterne selv på Den gamle Grænsekro kl. 13. Se mere på www.genforeningsmuseet.dk.

Genforeningsbussen

11-17. Frederikshøj, P-pladsen ved Genforenings- Grænsemuseet. Gratis

Museumsformidlere fra Museum Sønderjylland tager imod i Genforeningsbussen, hvor du kan blive klogere på Genforeningen.

Hjemmefronten

10-17. Skulptur. P-pladsen ved Den Gamle Grænsekro, Frederikshøj

Mød kunstner Erik Walter, som med sit kunstværk hylder de danske kvinder, som i tiden under preussisk herredømme gjorde et stort arbejde for at bevare den danske kultur.

Den Gamle Grænsekro

07-22, Den Gamle Grænsekro, Frederikshøj

Kig forbi ved Den Gamle Grænsekro og nyd en kop kaffe eller få en bid mad. Den historiske kro har åbent for spisning, og hvis vejret tillader det, vil der være udeservering.

Fra krig til Genforening - En Genforeningsrundvisning i Christiansfeld

Start kl. 10.30, 12.30 og 14.30 v. Christiansfeld Centret

Tag på Genforeningsrundvisning til markante steder og pladser i Christiansfeld, som har historisk betydning for tiden før og efter Genforeningen i 1920. Turen går blandt andet forbi ”Genforeningskirken” Tyrstrup Kirke. Læs mere og køb billet på www.christiansfeldcentret.dk eller tlf.: 7979 1773

Særudstilling ”Genforeningen i Christiansfeld”

10-17. Christiansfeld Centret, Christiansfeld. Gratis

Den spændende udstilling giver indblik i Genforeningen og zoomer ind på Genforeningens betydning i Christiansfeld.

1920-lege for børn

10-17. Christiansfeld Centret, Christiansfeld

Prøv kræfter med sjove historiske lege. Kom ind i Christiansfeld Centret og hent et gratis hæfte om 1920-lege for børn.

Genforeningsgudstjeneste

Klokken 19. Tyrstrup Kirke. Tilmelding nødvendig

Oplev den traditionsrige gudstjeneste med faneparade og prædiken v. tidligere biskop Karsten Nissen. Der er begrænsede pladser og tilmelding er nødvendig på www.tyrstrupkirke.dk.

Flagnedtagning og kaffe

Klokken 20. Kirkepladsen ved Tyrstrup Kirke

Efter genforeningsgudstjenesten er der fællessang og trompetfanfare, når flaget nedtages på kirkepladsen. Alle er velkomne. Kaffe og kage kan efterfølgende købes.

Her gik grænsen 1864-1920

På hjemmesiden www.hergikgraensen.dk finder du syv forslag til cykelture omkring Kongeågrænsen i Kolding og Vejen Kommune. Du finder også forslag til en spændende biltur.

Der er god grund til at holde øje med himlen på Genforeningsdagen i dag, 15. juni.

I dagens anledning sætter fem fly fra flyteamet RVAtors Forming Team i Roskilde kursen mod Sønderjylland og flyver over en række steder, der har særlig tilknytning til Genforeningen, skriver Kolding Kommune.

Et af de steder, der får besøg i luften er Folkehjem i Aabenraa, hvor kommunen har skabt en ny genforeningspark foran den historiske bygning Folkehjem, der havde en nøglerolle i de dansksindede sønderjyders sag.

Herefter fortsætter turen mod nord over Haderslev, Christiansfeld, Hjelsminde, Skamlingsbanken og Koldinghus. På denne del af ruten passerer flyene bl.a. Frederikshøj ved Christiansfeld, hvor Christian X i 1920 red over den gamle grænse.

Så fortsætter turen mod vest langs Kongeåen til Skibelund Krat, som var et samlingspunkt i for dansksindede i tiden omkring Genforeningen. Derpå drejer flyene mod syd og passerer Ribe, Skærbæk, Husum-Ballum, Højer og Tønder. Lige nord for Tønder flyver flene over Zeppelinbasen fra 1. Verdenskrig.

Herfra styrer flyene mod øst og flyver over Padborg, Kollund, Rønshoved, Broager, Dybbøl Banke og Sønderborg. På Dybbøl Banke blev Genforeningen fejret med en stor folkefest 11. juni 1920.

Turen starter i Aabenraa klokken 15 og slutter i Sønderborg ca. klokken 17.45. På udvalgte steder undervejs underholder piloterne med cirkel- og røgformationer.

Flyene er af typen Vans Aircraft RV-6 og RV-4.

Se flyruten nedenunder...

Foto: RVAtors.

I lyset af COVID-19 er det ikke muligt at gennemføre den planlagte fejring af 100-året for Genforeningen i Kolding Kommune.

Den 6. juni skulle der efter planen har været afhold en stor sangerfest på Skamlingsbanken med korsangere fra alle dele af landet. Bag festen står Kolding Kommune og Sangens Hus, og parterne har nu besluttet, at arbejde på at flytte festen fra den 6. juni i år til – sandsynligvis - 30. maj 2021.

- Jeg er naturligvis ked af, at vi må udsætte Sangerfesten på Skamlingsbanken, som jeg havde glædet mig til. Med den store interesse for fællessang og den danske sangskat vi ser nu, kunne vi forvente mange tusinde deltagere fra hele landet. Jeg håber interessen for fællessang varer ved, så vi i 2021 kan få en ekstraordinær markering af Genforeningen, siger Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen, i en pressemeddelelse.

Også den officielle fejring af Genforeningen 2020, som i Kolding Kommune skulle have fundet sted den 10. juli, bliver udskudt. Det var ellers planen, at Genforeningen skulle fejres officielt i de syv sønderjyske kommuner fra den 9. til den 12. juli med et tæt pakket program og med en kongelig rundtur i det sønderjyske inspireret af Kong Christian X´s besøg i Sønderjylland i juli 1920.

I stedet er det nu aftalt med både hoffet og Kulturministeriet, at besøget i stedet gennemføres med den 15. juni 2021 - Genforenings- og Valdemarsdagen - som omdrejningspunkt.

Rammen for fejringen af Genforeningen udvides

Sangerfesten og den officielle fejring er imidlertid ikke de eneste aktiviteter, der markerer genforeningen, som bliver berørt at COVID-19. Både i Kolding Kommune og de øvrige kommuner, som markerer Genforeningen, har et væld af kulturelle aktører planlagt alt fra spændende udstillinger og foredrag, til cykelture og folkefester.

Derfor har Det Sønderjyske Præsidium, i samråd med en række nøgleaktører besluttet at sætte en ny ramme for genforeningsjubilæet, så markeringen forlænges frem til november 2020. Udvidelsen betyder, at de mange institutionelle og frivillige aktører får tilbudt en ny ramme om deres arrangement, så de mange velforberedte aktiviteter i hele landet fortsat har mulighed for at blive realiseret inden for et samlet program.

Sæsonforlængelsen betyder, at markeringen ikke afsluttes i juli, men fortsætter frem midt november 2020.

- Vi står i en helt ny situation nu, hvor rigtig mange foreninger og institutioner er nødt til at overvejer, om deres planlagte aktiviteter kan flyttes eller om de må tage det tunge valg helt at aflyse. Det er en svær situation for alle’, siger Kulturchef Lisbet Holten. Hun oplyser at Kultur og Event i Kolding Kommune i videst muligt omfang er i dialog med aktørerne, og at afdelingens medarbejdere står klar til at drøfte mulighederne med de, der måtte ønske det.

Ud af de mere end 1100 aktiviteter i det samlede program blev ca. 125 arrangementer frem mod påsken aflyst eller udsat. I den videre kalender frem mod juli er aktuelt ca. 300 aktiviteter meldt aflyst eller udsat, men flere aflysninger er på vej.

Til juli vil dronningen og den kongelige familie gå i Christian 10.s fodspor, når 100-året for Genforeningen af Danmark og Sønderjylland fejres over fire dage.

Det var et stort øjeblik i nyere tids Danmarkshistorie, da dronning Margrethes farfar, Christian 10., den 10. juli 1920 red over den gamle grænse ved Christiansfeld. På 100-årsdagen for begivenheden vil dronningen og kronprinsparret markere øjeblikket ved at køre i karet på den historiske strækning og dermed deltage i den nationale fejring af Genforeningen. Markeringen af Genforeningen strækker sig over fire dage og er inspireret af Christian 10.s rundrejse i området for 100 år siden. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Genforeningen var et resultat af den folkeafstemning, hvor et flertal af befolkningen i Nordslesvig – det nuværende Sønderjylland - stemte sig hjem til Danmark efter at have været under tysk styre i 56 år. Overdragelsen af Sønderjylland fandt sted på Valdemarsdag den 15. juni 1920, og tre uger senere tog Christian 10. på en rundrejse i området.

Kongens rundrejse står i dag for mange som symbolet på, at landsdelen igen blev en del af Danmark. Da Hendes Majestæt Dronningen i 2019 holdt sin nytårstale, så dronningen frem mod 100-året for Genforeningen med følgende ord, ”det kan vi godt være bekendt at fejre, når årsdagen kommer, og det vil vi fejre.”.

I dagene den 9. -12. juli vil dronning Margrethe således, ud over at køre i karet over den gamle grænse, også følge en del af sin farfars rute i området. Undervejs vil kronprinsparret samt prins Joachim og prinsesse Marie deltage i en række af begivenhederne sammen med dronningen.

Fredag den 10. juli er de royale i Christiansfeld.

På 100-årsdagen for Christian 10.s ridt over grænsen går dronningen og kronprinsparret i Kongens fodspor og indleder dagen med karetkørsel over den gamle grænse ved Frederikshøj. Karetturen slutter i Christiansfeld, hvor dronningen og kronprinsparret vil være til stede ved en andagt i Tyrstrup Kirke. Senere på dagen ankommer dronningen til Haderslev for, ligesom sin farfar, at være æresgæst ved en frokost på Hotel Harmonien. Efterfølgende deltager majestæten i folkefest i Haderslev Dampark. Den begivenhedsrige dag slutter i Aabenraa, hvor dronningen indvier den nyetablerede Genforeningspark foran Folkehjem, som også var stedet, hvor Christian 10. sluttede dagen 100 år tidligere.

2020 er året for Genforeningen. En af nøgledatoerne i markeringen er 10. februar, hvor et flertal af sønderjyderne tilbage i 1920 stemte ’ja’ til at blive genforenet med resten af Danmark. Kulturminister deltager i afstemningsfest i Christiansfeld.

I 2020 bliver Genforeningen fejret med store arrangementer over helt landet. Grundstenen til Genforeningen blev lagt 10. februar 1920, da et flertal af sønderjyderne stemte ja til at blive genforenet med resten af Danmark.

Stort set siden 1920 er der i Christiansfeld blevet afholdt afstemningsfest 10. februar, der hylder de fredelige afstemninger, som for 100 år siden afgjorde på demokratisk vis, at Sønderjylland atter blev en del af kongeriget.

Ekstra festlig markering i 2020

Kulturminister Joy Mogensen (S) deltager i afstemningsfesten, og hun ser frem til at fejre den helt særlige dag med sønderjyderne.

- I år fejrer vi, at en folkeafstemning på demokratisk vis afgjorde, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle gå. Det blev begyndelsen på 100 år med samarbejde på begge sider af grænsen, hvor tyske og danske mindretal og flertal har fundet en måde at leve sammen på. Mange troede ikke, det var muligt. Gennem fælles respekt og godt naboskab kom historien her til at vise, at det var muligt, siger Joy Mogensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg glæder mig til at deltage i fejringen i Christiansfeld den 10. februar, som er årsdagen for afstemningen i den zone, der stemte sig hjem til Danmark. Det er blot et af mange spændende arrangementer, der finder sted i og omkring Kolding i år. Blandt andet også markeringen af, at Kong Christian 10. red over den gamle grænse ved Frederikshøj. Jeg glæder mig meget til at følge med i alle aktiviteterne.

Plads til ekstra gæster

Normalt foregår afstemningsfesten på Brødremenighedens Hotel. Men 10. februar i år er programmet vokset, så man har flyttet festlighederne til Cuben for at være sikker på, at der er plads til så mange gæster som muligt.

Borgmester i Kolding Kommune Jørn Pedersen glæder sig til at fejre dagen med borgere og kulturministeren.

- Kolding Kommune har valgt at støtte afstemningsfesten i år med ekstra penge, så det bliver en god fest for så mange som muligt. Støttekronerne betyder blandt andet, at entréprisen i år er halveret til 50 kroner og at programmet som helhed får et kærligt løft, siger Jørn Pedersen i pressemeddelelsen.

Foruden Joy Mogensen kommer også tidligere formand for Folketinget samt formand for FN's generalforsamling Mogens Lykketoft. Slesvigske Musikkorps kommer og spiller både før og efter taler fra Joy Mogensen og Mogens Lykketoft.

Billetter kan købes på online på Kolding Kommunes netbutik www.kolding.dk/netbutik eller i Christiansfeld Centret.

Side 1 ud af 2